Skæremøllen på Nørrebrogade 200   Nørrebrogade 200 omkring år 1900. Københavns Museum. Farveredigeret. Siden 1906 har man kunne beundre en flot ejendom på Nørrebrogade 200, lige  overfor Farumgade. Tidligere lå her ”Skæremøllen”, et savværk og en mølle,  adressen var da Lygtevej 34 og her er der både blevet malet korn og siden skåret  tømmer. Det hele startede 30. oktober 1809 da møller Jacob Marcussen købte en grund på  det område der blev kaldt Kløvermarken. Han fik bygget en mølle som han drev  indtil 1828, her tog møller Jens Stephansen over.   9. september 1834 var det Johan Peter Keiffler der overtog møllen. Foruden at være  møllermester var han også vognmand og hyrekusk. Han havde fire møllersvende, en  møllerlærling, en vognmandskarl og en tjenestepige i sit brød. 1 856 blev møller Jacobsen ejer af møllen og nu kom der også et bageri på adressen.  Jacobsen drev ikke selv møllen, han havde en forvalter. 13. marts 1858 brændte den gamle mølle. Andreas Arreboe Iwer

  Anker Heegaards Jernstøberi på Blågårds Plads Anker Heegaards Jernstøberi på Blågårds Plads. Til venstre Blågårdsgade, og til højre Heegaards villa. Det Kongelige Bibliotek, ukendt tegner.   Blågårds Plads har en lang og begivenhedsrig historie. I tidernes morgen var her marker og enge som tilhørte landsbyen Serridslev, markerne blev til en smuk slotspark, siden kom et jernstøberi, og til sidst den populære plads vi kender i dag. Blågård Slot, der har givet navn til pladsen og kvarteret, blev opført i starten af 1700-tallet af Frederik 4’s bror, prins Carl. De første mange år fungerede det som lystslot med pavilloner og lysthuse i en kunstfærdig park. ”Prins Carls Hauge” var det officielle navn, men tagets blåglaserede teglsten, gjorde at det blev kaldt ”Blågård”. Blågård Slot. Kobberstik af B. Rocque. Det Kongelige Bibliotek. Farveredigeret. Efter flere forskellige ejere, blev Blågård i 1780, ombygget til klædemanufaktur og fra 1791 anvendt til landets første lærerseminari

  Friedrich Kuhlau på Assistens Kirkegård Foto, december 2018. Kulau malet 1832 af Peter Copmann.   ”Vi skal bruge en dorn, to lægtehammere, en dekupørsav, en mejsel, en  boremaskine, en grammofon, 16 sprængladninger og ouverturen til Elverhøj.” Ordene var Egon Olsens i filmen ”Olsen-banden ser rødt” fra 1976. De blev optakten til en af de mest legendariske filmscener i dansk filmhistorie,  nemlig Olsen-bandens kup på Det Kongelige Teater, hvor de under ouverturen til  ” Elverhøj” stjæler en uvurderlig Ming-vase og en kuffert med penge. Fra filmen, Olsen-banden ser rødt. ”Elverhøj” af Johan Ludvig Heiberg med musik af Friedrich Kuhlau blev skrevet på bestilling af kong Frederik VI, der ønskede et festspil til brylluppet mellem sin  yngste datter Vilhelmine Marie og prins Frederik Carl Christian (den senere Frederik VII). Vielsen fandt sted den 1. november 1828 og den 6. november havde Elverhøj  premiere. Heiberg og Kuhlau havde næppe forestillet sig, at dette lejligheds

  Glimt fra Nørrebro Teaters historie Postkort. Ukendt fotograf. Store Ravnsborg var en de ældste bebyggelser på Nørrebro. Siden slutningen af 1600-tallet havde her været gartneri. Ejendommen blev i 1835 købt af ”Den Bestandig Borgerlige Forening”. Foreningen var stiftet i 1798 og var en af mange klubber der var på mode blandt Københavns håndværksmestre, akademikere og andre fremtrædende borgere. Bygningerne blev sat i stand og blev brugt til møder, optræden af populære kunstnere, varieté, dans og kortspil. Store Ravnsborg set fra Nørrebrogade. Tegning 1865, J.L. Ridter. Farveredigeret. I slutningen af 1850’erne solgte man det meste af den store grund og fik derved kapital til at opføre en ejendom med plads til danselokale, scene og restaurant. Huset kom til at ligge ud til den nyanlagte Ravnsborggade og med en tilbygning i 1875, fik man den teaterbygning der blev brugt indtil 1931. Store Ravnsborg med teaterbygningen ud mod Ravnsborggade. Tegning af J.L. Ridter ca.1870. Farv

  Marie Christensen – tjenestepige, fagforeningskvinde, kvinderetsforkæmper, forstanderinde og politiker.   Marie Christensen. Foto, Peter Elfelt . Arbejdermuseet. Farveredigeret. Ofte sov de på et lille hummer uden kakkelovn, arbejdsdagen var fra tidlig morgen til sen aften, og der var sjældent tid til at hvile ud. Fridage var der få, eller ingen af, og maden var som regel mangelfuld og dårlig. Mange måtte finde sig i ydmygelser og prygl. Dette var hverdagen for en stor del af 1800-tallets tjenestepiger. Marie Christensen var en af disse, og de slavelignende forhold hun oplevede, gjorde at hun som 23-årig, satte ord på sine tanker, og i 1894 skrev: ”Gid jeg en Dag kunde løsne Danmarks Slavinders Lænker.” Karen Marie Christensen kom til verden den 3. februar 1871 i den lille landsby, Kregme, lidt syd for Frederiksværk. Forældrene var, Jens Peder Christensen og Bodil Kirstine Larsdatter. Faren var vægter på Frederiksværk Krudtværk, og moren havde forskelligt arbejde på egnens