Anker Heegaards Jernstøberi på
Blågårds Plads
Blågårds
Plads har en lang og begivenhedsrig historie. I tidernes morgen var her marker
og enge som tilhørte landsbyen Serridslev, markerne blev til en smuk slotspark,
siden kom et jernstøberi, og til sidst den populære plads vi kender i dag.
Blågård Slot,
der har givet navn til pladsen og kvarteret, blev opført i starten af
1700-tallet af Frederik 4’s bror, prins Carl.
De første
mange år fungerede det som lystslot med pavilloner og lysthuse i en kunstfærdig
park. ”Prins Carls Hauge” var det officielle navn, men tagets blåglaserede
teglsten, gjorde at det blev kaldt ”Blågård”.
Blågård Slot. Kobberstik af B. Rocque.
Det Kongelige Bibliotek. Farveredigeret.
Efter flere
forskellige ejere, blev Blågård i 1780, ombygget til klædemanufaktur og fra
1791 anvendt til landets første lærerseminarium, Blågårds Seminarium.
Englændernes
belejring af København i 1807, gik hårdt ud over det gamle slot og parken. De
smukke gamle lindealléer blev fældet af de engelske soldater og brugt som
brændsel. Slottet blev fra 1809 en tid brugt som lazaret.
Fra 1815 blev
Blågård delt op i mindre parceller, og solgt.
Porten til Blågård Slot lå hvor
Slotgade møder Nørrebrogade, og det er Nørrebrogade vi kigger mod. Foto af
maleri, ukendt fotograf. Det Kongelige Bibliotek. Farveredigeret.
Hovedbygningen
var nærmest en ruin, da bagermester Georg Scheer købte den og lod den ombygge
til teater for italieneren Philippo Pettoletti. Bygningen blev forhøjet og
indrettet med en stor teatersal, og den 3. november 1828, kunne ”Blaagaard
Theater” slå dørene op. Natten mellem den 14. og 15. april 1833 brændte
teaterbygningen, og blev aldrig genopført.
Blaagaard Theater. Gammelt stik.
1825 købte
isenkræmmer Mathias Anker Heegaard en parcel af Blågårds jord, og året efter
opførte han en sommerbolig og anlagde en have. Denne parcel er i dag Blågårds
Plads. 1827 købte han tre parceller mere, og fik derved rådighed over 5 tønder
land.
Oktober
1827, ansøgte Mathias Heegaard kongen om privilegium til at anlægge en
kuppelovn og et jernstøberi til fabrikation af kakkelovne, gryder, strygejern
og mange andre ting af støbt jern.
Bygningerne
fik facade mod Blågårdsgade, og støberiet kom til at ligge på det areal der i
dag er Blågårds Plads.
Mathias
Heegaard var en driftig mand, så i 1836 startede han en fabrik for tilvirkning
af tarmstrenge til musikinstrumenter. Fabrikationen medførte en så ulidelig
stank at myndighederne greb ind og forlangte virksomheden flyttet. Den blev
nedlagt i 1838.
Da Mathias
Anker Heegaard døde i 1837, overtog hans to sønner, Christian August Heegaard
og Steffen Peder Anker Heegaard. August blev
leder af jernstøberiet, og Anker af den store isenkramforretning, der lå i
Frederiksborggade.
1848 blev
isenkramforretningen bortforpagtet, og Anker overtog jernstøberiet som nu fik
navnet, Anker Heegaard's Jærnstøberi og Maskinfabrik.
Jernstøberiet set fra Blågårdsgade.
Til venstre den nu nedlagte Bagergade. Ukendt fotograf. Det Kongelige
Bibliotek. Farveredigeret.
1857 overtog
Anker Heegaard et lerbrænderi i Blågårdsgade. Her blev fremstillet
saltglaserede lerrør. Virksomheden var stærkt forurenende, og mange klager
betød, at den efter en brand i 1872, flyttede.
Jernstøberiet
var også meget forurenende og kvarteret var ofte plaget af den sorte røg fra de
store skorstene. Det var herfra navnet ”Den Sorte Firkant” opstod.
1857 blev
virksomheden kraftigt udvidet da Anker Heegaard købte statens jernstøberier og
maskinfabrikker i Frederiksværk. Produktionen kom nu også til at omfatte damp,
industri og landbrugsmaskiner.
I
forbindelse med krigen i 1864 fik støberiet mange militære ordrer. Gammelt
krigsmateriel skulle moderniseres, og der skulle produceredes kugler, bomber,
granater og kanonlavetter i store mængder. For at fremme sin virksomhed tog
Heegaard initiativ til anlægge en havn i Frederiksværk. Den stod klar til
indvielse i 1866, og nu kunne Heegaard sejle sine produkter direkte til sit
store lager i Havnegade.
Omkring 1870
solgte Heegaard det meste af sit store grundareal i Blågårdskvarteret. Grundene
blev hurtigt bebygget, og snart lå jernstøberiet klemt inde mellem høje
beboelsesejendomme. Selv blev han boende i villaen ved støberiet indtil 1884,
hvor han overdrog sin virksomhed til sønnerne Mathias Anker Heegaard, Louis
Carl Heegaard, og svigersønnen Bjørn Stephensen.
Jernstøberiet på Blågårds Plads.
Bagerst, Blågårdsgade. Ukendt fotograf. Københavns Museum. Farveredigeret.
Jernstøberiet
var i mange år en af de største virksomheder på Nørrebro, men også voldsomt forurenende.
Københavns Kommune opkøbte Heegaards Jernstøberi i 1898, med det formål at
anlægge en plads og skabe lys og luft i det tætbebyggede kvarter.
Fabriksbygninger og villaen blev revet ned, og virksomheden flyttede først til
Hillerødgade, og senere til Frederiksværk.
I 1918 blev
fabrikken omdannet til aktieselskab, og i 1930 indgik den i De Forenede
Jernstøberier.
1902 anlagde
kommunen Blågårds Plads som en åben grusbelagt plads indrammet af lindetræer,
først i 1918 fik vi den plads vi kender i dag, med Kai Nielsens 22 granitskulpturer.
Blågårds Plads. Foto, februar 2020.
Blågårds Plads. Foto, februar 2020.
Til sidst
lidt om manden der stod i spidsen for jernstøberiet i 36 år.
Steffen
Peder Anker Heegaard blev født den 29. juli 1815 i København.
Mellem 1839
og 1840 måtte han ti måneder i fængsel for underslæb, men fortsatte sine
forretningsaktiviteter efter løsladelsen.
Han blev
gift i Thisted den 14. september 1844 med Louise Christine Feilberg, med hvem
han fik seks børn.
I perioden 1868-1885,
sad han i Københavns Borgerrepræsentation.
Anker
Heegaard havde et stort socialt engagement - her på Nørrebro skænkede han
grunden til ”Marthahjemmet” der stadig ligger i Brohusgade.
Han blev
Ridder af Dannebrog 1869, Dannebrogsmand 1872 og etatsråd 1883.
Anker Heegaard
døde i København den 19. december 1893 og blev begravet på Assistens Kirkegård.
Han deler gravsted med sin hustru og en datter.
Heegaards gravsted på Assistens
Kirkegård. Foto, februar 2020. Portræt fra 1867, Det Kongelige Bibliotek.
Farveredigeret.
Kommentarer
Send en kommentar