Marie Christensen – tjenestepige, fagforeningskvinde, kvinderetsforkæmper, forstanderinde og politiker.

 


Marie Christensen. Foto, Peter Elfelt . Arbejdermuseet. Farveredigeret.



Ofte sov de på et lille hummer uden kakkelovn, arbejdsdagen var fra tidlig morgen til sen aften, og der var sjældent tid til at hvile ud. Fridage var der få, eller ingen af, og maden var som regel mangelfuld og dårlig. Mange måtte finde sig i ydmygelser og prygl. Dette var hverdagen for en stor del af 1800-tallets tjenestepiger.

Marie Christensen var en af disse, og de slavelignende forhold hun oplevede, gjorde at hun som 23-årig, satte ord på sine tanker, og i 1894 skrev: ”Gid jeg en Dag kunde løsne Danmarks Slavinders Lænker.”

Karen Marie Christensen kom til verden den 3. februar 1871 i den lille landsby, Kregme, lidt syd for Frederiksværk.

Forældrene var, Jens Peder Christensen og Bodil Kirstine Larsdatter. Faren var vægter på Frederiksværk Krudtværk, og moren havde forskelligt arbejde på egnens gårde.

Det var en fattig og børnerig familie, så efter konfirmationen, blev børnene sendt ud at tjene, og måtte herefter stå på egne ben.

Marie fik sin første plads, som barnepige, kort tid efter sin konfirmation den 2. april 1885, hun blev dog boende hjemme.

16 år gammel kom hun i huset hos en lægefamilie i Frederiksværk. Hun glædede sig til pladsen, især fordi hun nu for første gang i sit liv fik sit eget værelse. Værelset viste sig at være et loftskammer, uden mulighed for opvarmning, så vandet i servanten frøs til is om vinteren. Hun startede tidlig morgen med at tænde op i husets kakkelovne, og sluttede sent om aftenen med at pudse otte par sko.

Efter denne plads søgte hun arbejde i København. Det første sted måtte hun knokle fra morgen til aften. Hun havde ikke sit eget kammer, men måtte sove på en sofa.

Hun fandt en plads hvor hun fik en god behandling, og kunne nu se hvor usselt hun havde haft det før. Da hun i en avisartikel læste, at en stor del af Københavns prostituerede var tidligere tjenestepiger, besluttede hun sig for at gøre noget ved tjenestepigernes forhold – hun ville forsøge at organisere dem.

For at gøre dette, måtte hun forbedre sine skolekundskaber, som var mangelfulde, og hun afbrød 1895-98 tjenestepigelivet.

Hun tog tilbage til sin hjemegn, hvor hun drev en skole for mindre piger, samtidig dygtiggjorde hun sig ved at gå til foredrag på Frederiksborg Højskole og tage kurser i regning og skrivning på H.P. Sørensens Handelsskole.

1899 vendte hun tilbage som tjenestepige i København.

Den 15. november 1899, indbød Marie Christensen til møde i Gothersgade. Selvom hun havde delt 200 invitationer ud, mødte kun 30 kvinder op. I en flammende tale, beskrev hun tjenestepigernes elendige forhold, og kom med forslag på, hvad der skulle gøres for at forbedre forholdene.

Det blev på mødet vedtaget at arbejde for faste løn- og arbejdsvilkår, samt en ophævelse af Tyendeloven fra 1854.

Foreningen ville også arbejde for oprettelsen af en tjenestepigeskole, og sikre ældre tjenestepigers alderdom. Den 15. november 1899 blev Københavns Tjenestepigeforening stiftet, med 24 medlemmer, og Marie Christensen blev formand.

(Tyendeloven, fra 10. maj 1854, skulle give tyendet en vis beskyttelse, men loven fastholdt tjenestefolkene i en rolle, der gav bønder, herremænd og herskab i byerne, fuld råderet over deres arbejdskraft.

Tyendeloven gav arbejdsgiveren ret til at fyre sine tjenestefolk for selv den mindste forseelse, og ret til at prygle pigerne til de var 16 år, og drengene til de var 18 år.

Tjenestefolk skulle desuden have en skudsmålsbog, hvoraf det fremgik, hvor man havde tjent, og hvor man tjente for tiden, samt hvordan man havde opført sig de pågældende steder. Bogen skulle stemples af politiet i byerne eller af sognepræsten på landet, når man skiftede plads.

Først med Medhjælperloven, der i 1921 afløste Tyendeloven, blev revselsesretten og skudsmålsbogen afskaffet.)


Marie Christensen holder tale på et offentligt møde i 1903. Tjenestepigerne ville have tyendeloven afskaffet. Arbejdermuseet. Farveredigeret.


Marie Christensen var en dygtig formand der forstod at udnytte pressen til at skaffe omtale af fagforeningen, der i de første år kun omfattede København.

1904 holdt man stiftende kongres i De Samvirkende Danske Tjenestepigeforeninger. Der mødte omkring ti delegerede, som repræsenterede fire afdelinger i København, Odense, Aarhus og Aalborg. Marie Christensen blev valgt til forbundsformand.

Grundloven af 1849 udelukkede kvinder og tyende fra valgret. Da kvinders valgret til sognerådsvalg blev taget op i 1901 og til kommunalvalg i 1903-04, var det bl.a. Marie Christensens fortjeneste, at valgretten også kom til at omfatte tjenestefolk.

Hun tilsluttede sig kvindevalgretskampen, og var 1904 med til at stifte Politisk Kvindeforening, hvor hun blev bestyrelsesmedlem. Hun knyttede sig siden til Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund, hvor hun i mange år var revisor.

1905 blev der nedsat en kommission, som skulle se nærmere på en revision af Tyendeloven. Marie Christensen blev bedt om at indtræde i kommissionen, af den senere så berygtede justitsminister Peter Adler Alberti. Hun blev den første arbejderkvinde i Danmark, der fik sæde i en regeringskommission.

Hun blev bestyrelsesmedlem i Socialdemokratisk Vælgerforening i Rosenborgkredsen, og stillede op som Socialdemokratiets kandidat til Borgerrepræsentationen i København.

Hun blev valgt ved jordskredsvalget 1917, som for første gang sikrede socialdemokratisk flertal i kommunen. Hun var borgerrepræsentant indtil 1921, og var bl.a. optaget af bolig- og saneringspolitik. Hun ville gerne stille op til Rigsdagen, men partiet ville ikke opstille hende.

I 1906 oprettede hun Københavns Tjenestepigeforenings Fagskole i Rosengården 13. 1927 flyttede skolen til en stor ny ejendom i Fensmarkgade på Nørrebro under navnet, Husassistenternes Fagskole. Marie Christensen var leder af skolen fra starten i 1906 og indtil 1938.


Husassistenternes Fagskole i Fensmarkgade. Postkort, ukendt fotograf. Farveredigeret.


Husassistenternes Fagskole set fra Stevnsgade. 1927, Det Kongelige Bibliotek. Farveredigeret.


Husassistenternes Fagskole 1927. Det Kongelige Bibliotek. Farveredigeret.


Husassistenternes Fagskole 1927. Det Kongelige Bibliotek. Farveredigeret.


Husassistenternes Fagskole 1932. Eleverne lærte at dække fint op. Marie sidder yderst til venstre. Foto Christian Christensen, Det Kongelige Bibliotek. Farveredigeret.


Skolen lukkede i 1972, efter at have uddannet flere tusinder husassistenter.

Et andet af hendes mål var oprettelsen af et alderdomshjem for tjenestepiger. Det blev realiseret i 1935 ved åbningen af, Husassistenternes Byggeforening og Alderdomshjem, i Nøddebogade, mellem Fensmarkgade og Sjællandsgade.


Statsminister Thorvald Stauning og Marie Christensen ved grundstensnedlæggelsen til Husassistenternes Alderdomshjem april 1934. Foto, Holger Damgaard, Det Kongelige Bibliotek. Farveredigeret.


Fra 1927 havde Marie Christensen sin bopæl på Nørrebro. Først på fagskolen i Fensmarkgade 65 - fra 1935 og til sin død, på alderdomshjemmet i Nøddebogade.


Husassistenternes Alderdomshjem i Nøddebogade. Det Kongelige Bibliotek. 1935. Farveredigeret.


Hun døde den 14. september 1945, og blev begravet på Kregme Kirkegård. Husassistenternes Forbund, Fagskole og Alderdomshjem, satte en stor mindesten på gravstedet.


Gravstedet på Kregme Kirkegård. Foto, maj 2016.


Marie Christensen var uden tvivl en af de mest markante fagforeningskvinder i sin samtid. Hun var en kvinde med en stærk vilje, som hun ofte fik gennemtrumfet, og det gjorde hende til en omdiskuteret, og ikke altid lige populær person. Hun opnåede dog de fleste af de mål hun satte sig som ung tjenestepige - hun fik skabt en fagforening, en fagskole og et aldersdomshjem for tjenestepiger.

Tjenestepigernes Forbund blev med tiden til Husligt Arbejderforbund, for siden at indgå i et fællesskab med Dansk Kommunalarbejderforbund i FOA, Forbundet af Offentligt Ansatte.

Den tidligere Husassistenternes Fagskole i Fensmarkgade 65-67, bruges i dag af Københavns Kommunes hjemmepleje, og Husassistenternes Alderdomshjem i Nøddebogade, er overtaget af Arbejdernes Andels-Boligforening.


Ejendommen Fensmarkgade 65-67, som husede Husassistenternes Fagskole i 45 år. Foto, januar 2020.


Ejendommen i Nøddebogade der tidligere blev brugt af Husassistenternes Alderdomshjem. Foto taget fra Sjællandsgade, januar 2020.


Kommentarer