Kaptajn Grams Have Kaptajner, gartnere, kønne Nørrebro-piger, en digter, en Hvalfisk og en kirke på Grønland Familien Grams ejendom på Nørrebrogade 34. Vi ser ejendommen fra porten til Blågård Slot hvor Slotsgade møder Nørrebrogade. Til venstre, bag træerne, gik en lindeallé op til gartner Hansens ejendom hvor Christian Winther boede 1836-37. Foto af maleri, ukendt fotograf. Det Kongelige Bibliotek. Farveredigeret. Nørrebro i slutningen af 1700-tallet I slutningen af 1700-tallet var Nørrebro tyndt befolket. Den sparsomme bebyggelse der var lå langs Nørrebrogade og Fælledvej. På den ene side af Nørrebrogade lå landstederne Blågård, Solitude, Lille Ravnsborg og Assistens Kirkegård. Den anden side startede med Store Ravnsborg med den store indhegnede have og derefter en række flotte haver med villaer som blev kaldt ”Havehusene”. På den nordre side af Fælledvej omsluttede et plankeværk en hjørneejendom med en stor smuk have og et hus der havde indgang fra Nørrebrog...