Karen Caspersen på Assistens Kirkegård


  

Foto, oktober 2018. Portræt, Det Danske Filminstitut.

Skuespillerinde Karen Caspersen født 20. august 1890, død 14. maj 1941.

 

”Hun var trods sit københavnsk-franske ydre, sine gnistrende sorte øjne og sit ærgerrige temperament ingen erobrende primadonnanatur, men derimod karakterfremstiller og som sådan vittig og grotesk, altid træfsikker”.

Sådan skrev teaterhistoriker Robert Neiiendam om Karen Caspersen, en skuespillerinde som aldrig blev den helt store stjerne men som dog fik en lang karriere, hovedsageligt på Dagmarteatret.


 



Selv om hun i dag er ukendt for de fleste, har mange sikkert set hende i den gamle julefilm ”Nøddebo Præstgaard” fra 1934, hvor hun havde rollen som Maldrubine der jagtede stakkels Nikolaj, spillet af Hans Kurt.


 

Karen Caspersen som Maldrubine og Hans Kurt som Nikolaj i Nøddebo Præstegaard.

 

 

Karen Kragh Kruse blev født den 20. august 1890 i København, Nørre Søgade 9B.

Forældrene var, garderobeforvalter og sufflør ved Folketeatret, William Hugo Kruse og skuespillerinde Augusta Mathilde Kragh.

Hun var kun et halvt år da hendes far døde af tuberkulose, han blev kun 38 år.

1894 blev hendes mor gift igen med skuespilleren Alfred Emil Møller som samme år adopterede Karen.

Familien boede i mange år på Nørrebro, først i Griffenfeldsgade 43 og siden i Elmegade 15.

Efter en barndom præget af familiens tilknytning til teaterverdenen, var det måske ikke overraskende, at Karen Caspersen selv fandt vej til scenen.

Hendes debut fandt sted på Nørrebros Teater den 4. maj 1909, hvor hun hurtigt gjorde sig bemærket som Mathilde i folkekomedien "Geniet fra Odsherred".

Hun blev på Nørrebros Teater indtil 1916.

Derefter arbejdede hun på en række teatre, Casino, Betty Nansen Teatret, Det lille Teater men mest på Dagmarteatret.

På Dagmarteatret fik hun i 1919 sit store gennembrud som Eliza i "Pygmalion".

Hun fik mange store roller bl.a. titelroller i "Støvlet-Kathrine" og "Fru Warrens forretning".

Mens hendes karriere på scenen blomstrede, begyndte Karen Caspersen også at udforske filmens verden. Allerede fra 1910 medvirkede hun i en række stumfilm, hvilket udvidede hendes kunstneriske repertoire.

Fra 1910 til 1930 medvirkede hun i 30 stumfilm (som Karen Møller, Karen Sandberg og Karen Caspersen). Størstedelen af hendes film blev produceret hos Nordisk Film, men hun var også engageret hos andre selskaber.

Hun medvirkede i 7 tonefilm:

Hotel Paradis (1931), Kobberbryllup (1933), Nøddebo Præstegaard (1934), Millionærdrengen (1936), Plat eller krone (1937), Den mandlige husassistent (1938) og Den gamle præst (1939).                     

Den mest kendte i dag er nok ”Nøddebo Præstegaard” fra 1934.

 

 





Da Dagmarteatret lukkede i 1937, gik hendes karriere mere eller mindre i stå. Hun gæstespillede lidt på forskellige teatre, 1939 på Frederiksberg Teater i "Høfeber" og hun medvirkede i revyen "Nu stiger den" med Holger "Gissemand" Pedersen som medspiller.

 

 


 

26. september 1911 blev hun gift med filminstruktøren Anders Vilhelm Sandberg.

De fik datteren Grete i 1912, hendes eneste barn. Ægteskabet blev opløst 1916.

24. november 1917 blev hun gift med ingeniør Johan Cai Caspersen.

Hendes sidste leveår blev svære. Hun fik meget få opgaver og det svækkede hendes helbred, hun fik depressioner og den 14. maj 1941 døde hun på Rigshospitalet af en blodprop i lungen.

Hun blev begravet på Assistens Kirkegård hvor hun deler gravsted med sin mor, Augusta Møller og stedfar Alfred Møller.

Selvom Karen Caspersen aldrig blev en stor stjerne, satte hun et varigt præg på dansk scenekunst og film. Hendes alsidighed og dedikation gjorde hende til en respekteret karakterskuespillerinde, der stadig fortjener at blive husket.

Hun blev i 1934 tildelt medaljen Ingenio et arti.

 

Billedmateriale (farveredigeret) fra Det Danske Filminstitut.

 

Poul-Erik Pløhn

Kommentarer