Historiske fortællinger fra Nørrebro.

 

Peter Christian Schiønning på Assistens Kirkegård

 

Foto, november 2025. Peter Christian Schiønning malet af Johan Hörner 1762.

 

 

Peter Christian Schiønning var en dansk søofficer i Søetaten.

Født den 15. august 1732, København – død den 7. august 1813, København

 

Peter Christian Schiønning blev født i København den 15. august 1732.

Han var søn af kammerråd og renteskriver Peter Schiønning (død 1745) og Anna Leth (ca. 1696–1766).

Af Schiønnings søskendeflok på tretten børn var det kun de syv, der overlevede barneårene.

Peter havde i 1742 oplevet sin lillesøsters død. I hans dagbog står en enkelt linje:

”Den 4. juni om eftermiddagen kl. 4 døde den sidste Maria Rebecka af smaa kopper.”

 Årsagen til at han skrev "den sidste" er, at der havde været to andre søstre af samme navn. Alle tre Maria Rebecka’er døde, før de blev tre år gamle.

Allerede som 13-årig, i 1745, begyndte han sin militære karriere som kadet og avancerede gennem rækkerne: sekondløjtnant i 1755, premierløjtnant i 1758, kaptajnløjtnant i 1763 og kaptajn i 1769.

Han deltog i flere togter, blandt andet med fregatten Christiansborg til Marokko i 1752–53. Schiønning var ofte udkommanderet som underofficer og fik gode anbefalinger for sin tjeneste.

I 1770 og 1771 var han chef for fregatten Hvide Ørn, der fungerede som vagtskib i Øresund. Senere ledede han fregatten Søeridderen i 1773 og Christiansø i 1779, hvor han modtog stor ros fra eskadrechefen, viceadmiral Carl de Fontenay. I 1780 blev han chef for fregatten Bornholm, som først sejlede til Algier og derefter til Vestindien. Her spillede han en vigtig rolle i beskyttelsen af dansk handel under den nordamerikanske frihedskrig.

Under opholdet i Vestindien oplevede Schiønning gentagne problemer med engelske skibe. I oktober 1780 reddede han fregatten under en voldsom orkan ved at kappe og gå til søs.

Senere, på en rejse fra Guadeloupe til St. Thomas med ti danske handelsskibe i konvoj, blev han standset af tre engelske korvetter, der krævede at visitere de danske skibe. Schiønning afviste kravet og fortsatte rejsen, men englænderne fulgte efter.

Da de gentog kravet, og Schiønning igen nægtede, åbnede de ild og beskadigede Bornholm. I forvirringen gav Schiønning ordre til at stryge flag og vimpel, hvorefter englænderne – som senere viste sig at være kapere – tog handelsskibene og forsvandt. Schiønning hejste derefter flaget igen.

Ved hjemkomsten til København i april blev Schiønning straks arresteret, og en søkrigskommission undersøgte sagen. I november blev han dømt til kassation af generalkrigsretten; 11 medlemmer stemte for denne straf med henvisning til hans tidligere gode tjeneste, mens en kaptajn og auditøren stemte for dødsstraf.

Schiønning flyttede til Vordingborg og forsøgte i 1786 forgæves at få sagen genoptaget. I 1789 fik han tildelt pension.

Han blev gift den 9. oktober 1772 i Helsingør med Maria Christina von Nägler (1755–1827), datter af oberstløjtnant Jeremias von Nägler (ca. 1723–1804) og Sophia Elisabeth Bruun (ca. 1733–1799).

Peter Schiønning og hans kone fik i alt tre børn:

Peter Anthon, som døde af skarlagensfeber knap 5 år gammel (1773-1778).

Anna Maria Christine Schiønning (1776-1858).

Helene Dorothea Elisabeth Schiønning (1777-1861).

De to piger overlevede barndommen, blandt andet fordi de sammen med resten af familien i 1778 blev inokuleret med kopper, hvilket vaccinerede dem mod denne frygtede og dødelige sygdom.

Døtrene kom begge til at klare sig godt i livet

Hans hustru Maria Christina von Nägler. Malet 1775 af Ulrich Ferdinant Beenfeldt.

 

Peter Christian Schiønning døde den 7. august 1813 i København.

Hans gravsted på Assistens Kirkegård er i dag i meget dårlig forfatning, men er mærket: Bevaringsværdigt.

Peter Schiønning er særlig bemærkelsesværdig for sin omfattende dokumentation af både sit eget liv og sin slægts historie. Hans efterladte skrifter udgør et væsentligt privatarkiv fra 1700-tallet og giver et værdifuldt indblik i datidens borgerlige liv i Danmark.

Hans efterladte dagbøger og journaler fylder flere hyldemeter. Samlingen blev testamenteret til Universitetsbiblioteket og er siden overgået til Det Kongelige Bibliotek.

 

Poul-Erik Pløhn