Historiske fortællinger fra Nørrebro.

 

Giertrud Birgitte Bodenhoff på Assistens Kirkegård

 

Foto, november 2025. Portræt, Det Kongelige Bibliotek. Farveredigeret.

 

Gravstedet er en af Assistens Kirkegårds store seværdigheder ikke mindst på grund den fantasifulde historie om Giertrud Birgitte Bodenhoff. Monumentet er ægte, historien – tjah…

 

På Assistens Kirkegård i København, lige bag muren mod Nørrebrogade, finder man Bodenhoff-slægtens imponerende gravmæle. Dette monument er sat af Giertrud Birgitte Bodenhoff og fortæller historien om hendes mand Andreas Bodenhoff, hendes svigerfar Andreas Hansen Bodenhoff, to af 1700-tallets mest driftige og respekterede købmænd i hovedstaden, og om hende selv.

Giertrud Birgitte Rosted blev født i Roskilde den 8. januar 1779. Forældrene var amtsforvalter Berthel Michael Rosted og Cecilie Margrethe Rohde.

Den 6. januar 1796, blot to dage før hendes 17-års fødselsdag, giftede hun sig med Andreas Bodenhoff junior.

Han var søn af Andreas Hansen Bodenhoff, der havde været af landets rigeste mænd.

Andreas Hansen Bodenhoff blev født den 5. januar 1723 i København hvor han begyndte sin karriere som skibsfører, men udviklede sig hurtigt til en succesfuld grosserer, tømmerhandler og skibsreder. I 1766 grundlagde han sit eget skibsværft på Christianshavn og opbyggede en betydelig handelsflåde, der blandt andet sejlede til Vestindien. Hans dygtighed og forretningssans indbragte ham tilnavnet "den stenrige agent Bodenhoff".

Bodenhoffs Plads på Christianshavn er opkaldt efter ham og vidner stadig om hans betydning for bydelen. Han boede i det store hus i Nyhavn 20 og ejede landstedet Frieboes Hvile i Lyngby.

Han døde 8. august 1794 og blev begravet i Sankt Nikolaj Kirke

Efter hans død overtog sønnen Andreas Bodenhoff (1763-98) dele af virksomheden.

Giertrud og Andreas’ ægteskabelige lykke blev kort, et halvt år efter brylluppet, 5. juni 1798, døde han blot 35 år gammel.

Hans unge enke, Giertrud Birgitte Bodenhoff, videreførte virksomheden og var en yderst velhavende kvinde.

Hun fik en af tidens bedste billedhuggere, Johannes Wiedewelt, til at udføre et monument over sin afdøde mand.

Hendes svigerfars jordiske rester blev flyttet hertil 1797 efter Nikolaj Kirkes brand.

Johannes Wiedewelt manden bag Bodenhoffs gravmonument.

Giertrud døde to år efter sin ægtefælle, den 18. juli 1798, efter en kortvarig sygdom. Det anses for sandsynligt, at hendes sygdom var en alvorlig tandlidelse, som muligvis blev behandlet med opium – en behandling, der kan have ført til en overdosis.

Efter Gertrud Birgittes død begyndte rygter at florere om, at hun var blevet begravet med kostbare smykker. Dette skulle have tiltrukket gravrøvere, som i nattens mulm og mørke var brudt ind i graven og fjernede det tunge stenlåg fra sarkofagen.

Ifølge en senere overlevering skulle Gertrud pludselig være vågnet til live, da gravrøverne forsøgte at tage hendes smykker. Hun bad for sit liv, men de forskrækkede gravrøvere kvalte hende og lukkede graven igen.

Historien stammer fra en bekendelse, som den tidligere graver Christian Meisling skulle have givet til hospitalspræsten på sit dødsleje 18 år senere på Frederiks Hospital.

 

Assistens Kirkegårds første graverbolig, hvor graver Meisling boede, lå på Nørrebrogade ved indgangen til Kapelvej. Tegning, 1884, L. Both, Det Kongelige Bibliotek.

 

Forskellige versioner af denne dramatiske fortælling har levet videre i København, men den er aldrig blevet endeligt bekræftet. En retsmedicinsk undersøgelse af graven i 1950’erne førte heller ikke til nogen klar konklusion.

Historien om Gertrud Birgitte Bodenhoff opstod i en tid, hvor frygten for at blive begravet levende – skindød – var udbredt, og hvor gravrøverier faktisk fandt sted på Assistens Kirkegård.

Alle kendte til gravrøverierne så man begravede næppe sine døde slægtninge med dyrebare smykker.

Flere gravere blev dømt, dog kun for tyveri af kister og ligklæder, aldrig for smykker.

Frygten for at blive begravet levende var ikke helt ubegrundet, da det dengang var svært at fastslå dødstidspunktet med sikkerhed. Først fra 1875 blev det et krav, at en læge skulle udstede dødsattest i flere købstæder, og der blev indført regler om, at afdøde ikke måtte flyttes de første seks timer efter dødsfaldet, og at ingen kiste måtte lukkes eller begraves, før en læge havde udstedt attest med dødsårsag.

Bodenhoff-graven er ikke kun kendt for sin (vandre) historie, men også for sine monumentale kunstværker.

Det største og mest kostbare monument er skabt af Johannes Wiedewelt og er rejst over Andreas Bodenhoff.

Monumentet viser et hvilende genius med nedslået fakkel – et symbol på døden – og en merkurstav, som er attribut for handelsfolk og tyve. En skibsstævn symboliserer Bodenhoffs handelsflåde, og frisen er udsmykket med overflødighedshorn, gran, frugtgrene og cypresser.

Sarkofagen i hvid marmor er sat for Giertrud Birgitte, men hun hviler i et underjordisk gravkammer under den. På låget er der en krans af roser, og indskriften fremhæver hendes gode hjerte og dyder. Kvinderne, der flankerer sarkofagen, er dog ikke skabt af Wiedewelt men sandsynligvis af billedhugger Nicolai Dajon.

 

Billedhugger Nicolai Dajon der sandsynligvis skabte kvinderne der flankerer sarkofagen. Malet af Hans Hansen 1809.

 

Historien om Giertrud Birgitte Bodenhoff er et fascinerende eksempel på, hvordan frygt og rygter kan leve videre gennem generationer. Selvom sandheden om hendes død aldrig er blevet endeligt fastslået, fortæller fortællingen meget om datidens bekymringer og praksis omkring død og begravelse.

 

Foto, november 2025

  

”Her nedlages Støvet af Giertrud Birgitte Rosted, som blev født d. 8. Jan. 1779, blev A. Bodenhoffs Brud d. 6. Jan. 1796, hans Enke d.5. Junii samme Aar, døde d. 18. Julii 1798. Hiertets Uskyld og Godhed straalede frem giennem hvert hendes Træk, med favreste jomfruelige Ynde foreened hun Danequindens modne Hædersværd, saaledes elskelig, hæderlig, Mønster i Formuens velgiørende Brug, i Kiønnets, i Menneskets huldeste Dyder leved hun elsket, hædret, lykkelig, døde ak i sit Livs, sin Elskeligheds skiønneste Blomster, savnet, begrædt”

 

Poul-Erik Pløhn