Historiske fortællinger fra Nørrebro.

 

William Gerner på Assistens Kirkegård

 

Foto, november 2018. Portræt, Det Kongelige Bibliotek. Farveredigeret.

 

 

Den folkekære revyskuespiller der døde alt for tidligt, og blev fulgt til graven af mere end 10.000 københavnere.

 

” Hans komik var naiv-barok, såre godmodig og overmåde lattervækkende; den beroede bl.a. på sindssvage betoninger af ordene, men det ulogiske og bagvendte var netop uimodståeligt i hans mund. Geniale glimt lyste i hans forsorne lune, ikke mindst når han næsten mere talte end sang sine viser”.

Disse ord skrev Robert Neiiendam om den folkekære revyskuespiller William Gerner.

I dag er den københavnske skuespiller glemt men i slutningen af 1800-tallet var han kendt og elsket af et stort publikum.

William Marius Gerner blev født den 9. september 1862 i København.

Forældrene var snedkersvend, senere forvalter, Nicolai Eberhart Gerner og Nielsine Marie Østrup.

Han havde to ældre brødre, Eduard August og Johan William.

William blev uddannet manufakturhandler men det var teatret der trak og efter at have spillet lidt dilettantkomedie, fik han 16. december 1885 chancen på Casino Teatret.

Med sit friske ydre og kønne sangstemme, var han velegnet til at blive elsker i borgerlige skuespil men i 1887 fik han engagement på Dagmarteatret og her afslørede han sine komiske evner som Fritz Triddelfitz i "Landmandsliv".

Han kom derefter til National, deltog i Ferdinand Schmidts og Vilhelm Petersens provinsturné 1891-92 og blev derefter ansat ved Frederiksberg Morskabsteater.

Det blev dog som revystjerne på Nørrebros Teater at han fra sommeren 1893 fandt sit rette element og her optrådte han hvert år i revyerne og dannede ofte par med den store stjerne, Frederik Jensen.

1893 hed teatrets vinterrevy ”Harper i Luften” og her fremførte William Gerner en vise som de fleste stadig kender, nemlig den om ”Amanda fra Kjerteminde”.

Ellers var det især vrøvleviserne der blev hans speciale. Blandt hans berømteste viser var "Til min gamle Væltepeter", "Lattervisen" og "Min faders ben er stift", som han sang i forestillingen "Vores egne kinesere" i 1894.

Hans sidste store vise blev "Jeg kan tydelig se Sverrig" fra Sommerrevyen "Paa Livets Keglebane" i 1899.

I denne revy optrådte han få aftener før han døde, kun 37 år gammel, den 31. oktober 1899. Dødsårsagen var nyresvigt.

Han blev begravet på Assistens Kirkegårds afdeling F den 6. november.

Hans begravelse blev en kæmpemæssig københavner- begivenhed hvor omkring 10.000 mennesker deltog. William Gerner var populær som kun få skuespillere og havde beundrere fra alle samfundslag.

Han var blevet gift med Wilhelmine Jensine Sørensen den 25. oktober 1889. Vielsen foregik på Københavns Rådhus.

Hun havde været en af byens letlevende damer og deres privatliv var til tider lidt uroligt. I flere perioder var deres bopæl et lille møbleret værelse på Fælledvej 17.

Wilhelmine døde den 26. november 1918 og blev begravet samme sted som sin berømte ægtefælle.

Gerner improviserede sjældent på scenen, men en af de få gange det skete var det med sætningen:

”Min bedstefar var en meget fremragende mand. Det var ham der opfandt den tredje streg på bismarcksklumpen.”

I modsætning til hans optræden på scenen, var William Gerner en stilfærdig og indesluttet natur der ikke lagde skjul på at han var bange for døden.

Han sagde på sin egen humoristiske måde:

”Er der noget, jeg er bange for, så er det for at dø – særlig da lige før en gagedag”.

 

William Gerner, foto Peter Elfelt. Det Kongelige Bibliotek. Farveredigeret.

 

 

Poul-Erik Pløhn