Historiske fortællinger fra Nørrebro.

 

Ole Johan Samsøe på Assistens Kirkegård

 

Foto, november 2018. Tegning, Bertel Thorvaldsen ca. 1895.

 

 

29. januar 1796 havde Christian VII fødselsdag. I den anledning havde Det Kongelige Teater, aftenen efter, premiere på sørgespillet ”Dyveke”.

Stykkets forfatter, digteren Ole Johan Samsøe, var død en uge før premieren, og ved stykkets slutning blev et mindetableau fremført:

”Tragediens muse, Melpomene stod frem og pegede på en piedestal med en urne med Samsøes navn og fremsagde ordene: Han er ikke mere! – hvortil Tidens allegoriske figur replicerede: Men hans Minde lever!”

 

Ole Johan Samsøe kom til verden den 21. marts 1759 i Næstved.

Forældrene var koffardikaptajn Jørgen Mauritsen Samsøe og Anna Tobyren Saabye.

Det var et velhavende hjem og Ole fik den bedste uddannelse.

Sammen med sin privatlærer besøgte han ofte Herlufsholm Skole og sluttede her venskab med en af eleverne, Knud Lyne Rahbek.

I 1773 kom han på Kolding Latinskole. Skolens rektor, Skule Thorlacius, bidrog til at vække hans videnskabelige interesse. Han blev dimitteret fra denne skole i 1776, året efter tog han den filosofiske og i 1779 den filologiske eksamen.

1779 var også året hvor hans far døde. Den arv der tilfaldt Ole, kunne han nok leve, mente han.

Han forlod sin videre uddannelse, draget af kærlighed til friere litterære sysler. Et bekendtskab som han stiftede med historikeren Jørgen Kierulf, hjalp meget til at uddybe denne kærlighed.

Han blev medlem af en af de populære litterære klubber i hvilke medlemmerne, for gensidig at udvikle hinandens litterære evner, efter tur skulle indlevere et litterært arbejde. Da turen kom til Ole Johan Samsøe, skrev han” Fridthjof”, en nordisk fortælling senere kom to andre nordiske fortællinger, ”Hildur” og ”Halvdans Sønner”.

I juli 1782 rejste Samsøe, sammen med Knud Lyne Rahbek, fra København til Kiel. De fortsatte rejsen over Leipzig, Dresden, Wien, München til Paris.

I oktober 1784 kom han hjem, arven var brugt og han måtte finde en levevej.

Han søgte og fik han pladsen som lærer ved skolen for de kongelige pager. Det var ikke en stilling som tilfredsstillede ham. Han havde det samme kritiske syn på adelen som datidens liberale fremskridtsmænd.

 1791 blev pageskolen nedlagt, og Samsøe var igen en fri mand, med 300 rigsdaler i ventepenge.

Han havde forlovet sig og måtte derfor tænke på en ny levevej. En kort tid havde han nogle timer i Borgerdydskolen, indtil han i august 1792 blev lærer ved Frue lærde Skole, en stilling, han dog allerede opgav det følgende forår.

Han tænkte ikke længere på at gifte sig, både han selv og hans forlovede tvivlede på om de passede for hinanden, og de skiltes "med indbyrdes Højagtelse" og "med en inderlig Deltagelse i hinandens Vel og Ve".

Samsøes gode ven, Jørgen Kierulf, var i 1794 blevet en af det Kongelige Teaters direktører, og han opfordrede Samsøe til at skrive noget til teatret.

En aften i februar 1795 kunne han overraske Rahbek med den nyhed, at han havde skrevet en tragedie og indsendt den til Det Kongelige Teater.

”Dyveke, et Sørgespil”, blev stykkets titel.

Det historiske drama, med emner fra Danmarks historie, var skrevet over Johannes Ewalds roman.

Stykket blev spillet første gang 30. januar 1796. Det var imødeset med stor forventning, og man sloges næsten om billetterne til forestillingen.

Portræt af skuespillerinde, jomfru Maria Smidth som Dyveke. Malet af Herman Koefoed.

Det blev opført 77 gange, sidste gang i 1856. Danmark havde ikke frembragt mange holdbare skønlitterære produkter i denne periode, og Samsøe skulle ikke bygge videre på succesen. Da det første gang gik over Det Kongelige Teaters scene, var han nemlig allerede død.

I slutningen af 1795 arbejdede han med nye stykker, bl.a. en tragedie om Marsk Stig men nytårsdag blev han dårlig og natten mellem 23. og 24. januar 1796 døde han.

Dagen før premieren på ”Dyveke”, den 29. januar 1796, blev han begravet på Assistens Kirkegårds afdeling A. Han blev 36 år.

Hans gravsten har inskriptionen:

 VED DENNE STEEN * ERINDRES * O.I. SAMSØ * SOM DØDE * D.24. IAN: 1796 * SAVNET * SOM DIGTER * MEN ENDNU MEERE * SOM VEN 

 Mange år senere skrev H.C. Andersen om Ole Johan Samsøe:

”Din Vaar os lod en deilig Sommer haabe,

Men paa det røde Bær laae Dødens Draabe.”

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                      

 

Tegning af Samsøes grav på Assistens Kirkegård.

 

Samsøes korte liv og forfatterskab satte et varigt aftryk på dansk litteratur, ikke mindst gennem “Dyveke”, der blev et af periodens mest spillede dramaer. Hans evne til at forene historiske emner med litterær følsomhed har sikret ham en plads blandt 1700-tallets betydningsfulde danske digtere.

 

Poul-Erik Pløhn