Historiske fortællinger fra Nørrebro.

 

Kirken og kirkegården udenfor Nørreport 

 

På et af de ældste kort over København, fra omkring 1585, ses kirkegården med kapellet markeret med blåt. Nøjagtigheden af kortet skal tages med et gran salt.

 

Nørrebros første kirke, Sankt Johannes Kirke, blev indviet søndag den 25. august 1861.

Ofte læser vi at det var den første københavnske kirke udenfor Københavns volde, men mere end 230 år tidligere opførtes en kirke ca. på det sted hvor Sankt Andreas Kirke ligger i dag, et område der fra 1861 til 1895 var en del af Sankt Johannes Sogn og indtil 1873 en del af Nørrebro.

 1546 var København ramt af pesten. Mennesker døde i tusindvis og man måtte anlægge en ekstra kirkegård udenfor Nørreport.

Den blev anlagt på Christian III’s befaling som en assisterende kirkegård for byens tre sognekirker Vor Frue Kirke, Helligåndskirken og Sct. Nikolai Kirke.

Det var fortrinsvis de fattige og forbrydere der blev begravet her og med årene forfaldt området.

Christian III forlod ofte byen ad Nørreport når han skulle til Esrom og Helsingør og her havde han med stor utilfredshed set, at der gik får og køer på kirkegården udenfor Nørreport. Kongen pålagde derfor kirkeværgerne fra Vor Frue Kirke at sætte et plankeværk og nogle træer op omkring kirkegården, så den kunne være en værdig plads til kristne menneskers begravelser.

Christian III fik anlagt kirkegården udenfor Nørreport.

Kirkegården måtte udvides da en ny pestepidemi i 1564 ramte byen, og der blev mangel på begravelsesplads.

En række borgere henvendte sig til kirkeværgerne og bad om, at der måtte blive rejst et kapel på kirkegården, så man kunne komme indendørs når man ved begravelserne skulle høre de ofte ret lange lig prædikener.

Kongen godkendte at der med støtte fra byens kirker blev bygget et kapel.

Kapellet var et solidt bindingsværkshus 22 meter langt og 7 meter bredt, som efterhånden overgik til at være sognekirke for den nye bebyggelse, der skød op omkring kirkegården.

Fra omkring 1600 var der efterhånden bosat mange mennesker uden for voldene, derfor bestemte Christian IV i 1623 at der skulle bygges en kirke på kirkegården udenfor Nørre Port. Den skulle være sognekirke for de folk, som boede i forstæderne.

Christian IV bestemte at der skulle bygges en kirke udenfor Nørreport.

Kirken skulle være en filialkirke af Vor Frue Kirke og derfor betales af Vor Frue Kirkes midler, men professorerne ved Universitet, der ejede Vor Frue Kirke, mente at det var rimeligt at byen deltog i bekostningen.

Byen afslog så professorerne foreslog at man brugte det gamle kapel, der var et solidt bindingsværkshus, ved at skalmure den og eventuelt bygge et kapel til, da der allerede fandtes både stole og altertavle i den gode bygning, som det under alle omstændigheder ville være synd at rive ned.

Men murermesteren sagde nej. Hvis kongen havde beordret, og Universitetet havde bestilt en ”evigvarende bygning”, så kunne han ikke løse opgaven medmindre det blev en helt ny grundmuret bygning, og sådan blev det med tårn og det hele.

På grund af pengeknappe tider blev kirken ikke prangende.  Tårnet blev tækket med træspån og over indgangen stod Christian IV’s navn ved siden af Vor Frue Kirkes og Universitetets våben samt en latinsk indskrift der fortalte at kirken var opført på kongelig befaling og på Vor Frue Kirkes bekostningen.

1634 fik kirken et ur med fire solskiver og i 1646 et orgel.

Kongen havde skænket klokken med det pålæg at den skulle ringe af og i vagt hver morgen kl. 4 og hver aften kl. 8.

Kongen bestemte også at sognepræsterne og kapellanerne ved Vor Frue Kirke måtte ansætte endnu en kapellan til at betjene den nye kirke.

Søndag og fredag skulle præsten holde højmesse, aftensang og onsdagsprædiken skulle overlades til en kapellan, en skolelærer eller en student.

Kirken blev indviet den 18. juni 1628 af biskop H.P. Resen. Den blev kaldt ”Kirken udenfor Nørreport” eller blot ”Ny Kirke”.                                               

Kirken fik en kort levetid, bare 30 år.

Biskop Hans Poulsen Resen indviede Kirken udenfor Nørreport den 18. juni 1628.

 

Resens kort over København ca. 1630. Kirken udenfor Nørreport ved den blå markering.

Uddrag af Resens kort. Kirken markeret med blåt.

9. august 1658 fik general Hans Schack ordre til at nedrive og afbrænde forstæderne og den nye kirke, for at de svenske tropper ikke skulle kunne søge tilflugt der hvis de skulle finde på at angribe København.

Efter at have fjernet inventaret blev kirken sprængt i luften den 11. august 1658.

Senere blev resterne af kirken brugt som stenbrud, hvor folk hentede sten, som kunne sælges og genanvendes til husbyggeri i byen, der altid manglede sten.

Kirkegården blev stadig brugt, mest til fattiglemmer og forbrydere.

Senere under navnet, Nørre Kirkegård, blev den brugt af Almindeligt Hospital. Den blev nedlagt 1842.  

Kort fra 1841, året før Nørre Kirkegård blev nedlagt. Den er markeret med et blåt kors.

En enkelt prominent person blev også begravet på kirkegården – Vibeke Kruse.

Vibeke Kruse var Christian IV’s elskerinde fra 1630 og hun fødte kongen to børn.

Da kongen døde 28. februar 1648 lå Vibeke Kruse syg på slottet, og hun blev med det samme fordrevet af Corfitz Ulfeldt. Hun døde kun to måneder efter kongen og blev begravet på den kirkegård som tilhørte Kirken udenfor Nørreport.

I 1652 fik hendes søn Ulrik Christian Gyldenløve tilladelse af Frederik III til at overføre moderens lig til Kølstrup Kirke i nærheden af hans slot Ulriksholm.

Vibeke Kruse (1609-1648)

 

Kilder: Nationalmuseet og Det Kongelige Bibliotek.

Poul-Erik Pløhn