Christinedal på Nørrebro

 

 Christinedal og Nye Kro. På tegningen ser vi også ”Victoria” som var en af flere omnibusser der kørte i byen. De havde fine navne som: Solen, Napoleon, La Dame Rouge, Løven, Nordstjernen, Fortuna, Königin Margrethe og Figaro. Den hestetrukne sporvogn var fra Nørrebroes Sporvejsselskab, som havde remise lige overfor Christinedal. Tegning fra slutningen af 1860’erne. Københavns Museum.

 

”Christinedal” var en stor landejendom beliggende på Lygtevej 27-29 matrikel172 N og O, adressen er i dag, Nørrebrogade 193 og 195.

Lygtevej gik fra Jagtvej til Lygten, og skiftede navn til Nørrebrogade i 1873.

Christinedal lå på arealet mellem Stefansgade og Hillerødgade.

Grunden blev købt af overkrigskommissær Niels Giede i 1812, og ejendommen Christinedal opført nogle år senere. Gården havde også et gæstgiveri, ”Nye Kro”.

Niels Giede og hans hustru Mette Marie Holbecks førstefødte datter hed Christine, og landstedet på Nørrebro blev opkaldt efter hende.


Overkrigskommissær Niels Giede, Christinedals første ejer. Det Kongelige Bibliotek.


Da Christinedal blev opført, var Lygtevej sparsomt bebygget. Længst ude, ved grænsen til Utterslev, lå den gamle Lygtekro, inden da lå landstederne Ventegodt, Petersdal, Petersminde, den gamle Skæremøllen og overfor Christinedal, lå en af Nørrebros reberbaner, omtrent hvor Ægirsgade ligger i dag.

Niels Giede boede med sin hustru og tre børn på Christinedal indtil 1824, hvor ejendommen blev solgt til vognmand og hyrekusk Andreas Lorck.

Modsat Giede boede Lorck ikke selv på gården, den blev udlejet.

Andreas Lorck havde Christinedal indtil 1853, hvor gæstgiver Carl Daniel Jansen tog over.

1859 blev Christinedals ejer gæstgiver Niels Jensen.

 På dette tidspunkt bestod ejendommen af et større antal bygninger. Her var gæstgiveri, tre beboelseshuse, tre staldbygninger, en rejsestald, lokumsbygning og en keglebane. Disse bygninger var hjem for 7 familier med i alt 29 personer.

Blandt ejendommens beboere var:

Gæstgiver Niels Christian Rerup med familie og tjenestefolk, gartner Søren Frederiksen med familie, sadelmager Ludvig Krohn med familie, og stabssergent i Ingeniørkorpset Johan Just Oppenhagen med familie. 

Ejendommens stalde blev forpagtet af Jens Frandsen Nielsen og endelig boede gårdens ejer enkemand Niels Jensen her med tjenestepige og husholderske.

Fra 1865 til 1873 var ejeren baron og agronom Prott de Potocki.

Efter Potocki overtog Herman Frederik Løvenskiold ejendommen. Han kunne smykke sig med flere titler, lensbaron, kammerherre og hofjægermester.


Herman Løvenskiold, ejer af Christinedal 1873 – 1877. Foto Georg Emil Hansen.    Det Kongelige Bibliotek. Farveredigeret.


Da man manglede en grund til en ny kirke på Nørrebro, skænkede Løvenskiold et stykke af den store have der omgav Christinedal. Sankt Stefans Kirke blev opført her 1874.

Ved sin død i 1877, viste det sig at boet efter Løvenskiold var insolvent, så det heldigt at kirken nåede at få sin grund. 

Flere ejere fulgte efter Løvenskiold, men som det skete med andre af Nørrebros gamle landsteder, endte det i forfald, inden det hele blev revet ned i starten af 1880’erne og erstattet af de etageejendomme der stadig ligger på stedet.


Nørrebrogade mellem Vedbækgade og Hillerødgade. Her lå landstedet ”Christinedal”. Foto, februar 2019.


Poul-Erik Pløhn


Kommentarer