Historiske fortællinger fra Nørrebro.

 

Adelgunda Emilie Vogt på Assistens Kirkegård

 

Foto, juni 2018. Portræt, Det Kongelige Bibliotek. Farveredigeret.

På pladsen foran Jægerspris Slot kan man nyde synet af en stor flot bronzehjort.

Skulpturen blev erhvervet af Frederik VII i 1850’erne og kunstneren var en af 1800-tallets få kvindelige billedhuggere, Adelgunda Vogt.

Adelgunda Emilie Herbst blev født i København onsdag den 17. juli 1811.

Hun var datter af direktør for Den Militære Klædefabrik, generalkrigskommissær Michael Johan Christian Herbst og Michelle Elisabeth Christiance Charlotte Stibolt.

Tidligt i barndommen var hun dygtig til at tegne, især dyr.

Fra sit tolvte til sit fjortende år måtte hun holde sengen på grund af en ulykke, og her tegnede hun og klippede dyr og mennesker i papir.

Forældrene skaffede hende tidligt undervisning hos billedhuggeren Herman Ernst Freund og senere hos den berømte Bertel Thorvaldsen.

Hun debuterede på Charlottenborg i 1838 med en hest udskåret i elfenben og modellerede heste i voks og vandt anerkendelse for ”tækkelig formgivning og livlig bevægelse”.

Thorvaldsen foreslog hende som medlem af Kunstakademiet, men kvinder kunne ikke blive medlem og hun blev i stedet udnævnt til æresmedlem i 1843.

1844 fik hun en kongelig rejseunderstøttelse i fem år, og tog til Italien.

I Napoli giftede hun sig i 1846 med den tredive år ældre danske chargé d’affaires i kongeriget ”Begge Sicilier”, etatsråd Frederic Sigfred Vogt.

I Napoli fødte Adelgunda to sønner.

1846 blev Fredrig Seiersfred født og 1848 Henrik Christian.

1849 vendte parret tilbage til København og 1852 blev deres sidste barn, Gundo Seiersfred født.

Deres første søn Fredrig Seiersfred, kaldet Fritz, var et skrøbeligt barn og han døde 9. december 1849 af skarlagensfeber blot tre år gammel. Han er begravet i samme gravsted som forældrene. På gravstenen står fejlagtigt at hans dødsår er 1853, det er 1849.

De to andre sønner fik et langt liv.

Henrik Christian Vogt blev ingeniør, han døde 1928.

Gundo Seiersfred Vogt blev billedhugger og godsejer, han døde 1939.

Adelgundas mand, Frederic Sigfred de Vogt døde 1855.

Nogle år efter mandens død genoptog Adelgunda sit arbejde og fra 1860 begyndte hun at udstille igen.

Adelgundas foretrukne motiver var dyrefigurer, især heste, dog også hjorte, køer og hunde. Hendes materialer var i almindelighed voks, elfenben eller bronze.

En del af hendes arbejder blev erhvervet af Christian VIII til dennes kunstmuseum, men gik til grunde ved Christiansborgs brand. Større samlinger findes på Ålborg Museum og på Gammel Estrup.

Adelgunda havde bopæl flere steder i København efter hjemkomsten fra Napoli.

Sankt Peder Stræde, Gammeltorv, Vesterbrogade og her havde hendes søster, Thora Herbst, også sin bopæl.

At det var en velhavende familie kunne man se på tjenerstaben der bestod af: Husjomfru, kammerjomfru, stuepige, tjener og kusk.

Adelgunda Vogts sidste bopæl var Nørre Farimagsgade 17 og det var her hun døde fredag den 10. juni 1892.

Hun blev begravet på Assistens Kirkegård fra Sankt Johannes Kirke, torsdag den 16. juni 1892.

 

 Adelgunda Vogts skulptur foran Jægerspris Slot. Foto juli 2019.

I forbindelse med 125-års jubilæet i 1999 for Kong Frederik den Syvendes Stiftelse på Jægerspris Slot, blev den oprindelige hjort i zink erstattet af en kopi i bronze.

 

Tryk efter maleri af Carl Bloch. Det Kongelige Bibliotek. Farveredigeret.

Den yngste af Adelgunda og Frederic Vogts sønner, Gunda Vogt.

Han stod i lære hos sin mor som billedhugger og blev også ejer af godset Selchausdal.

Poul-Erik Pløhn