Ferdinand Hoppe på Assistens Kirkegård


Foto, oktober 2018. Portrætfoto, Georg Emil Hansen. Det Kongelige Bibliotek. Farveredigeret.

 

 

Den 21. december 1890 døde dansk teaters store skuespillerinde, Johanne Luise Heiberg. 

Begravelsen foregik den 27. december fra Vor Frue Kirke.

Blandt deltagerne i kirken var fru Heibergs ven helt tilbage fra balletskolen, solodanser Ferdinand Hoppe.

En voldsom begivenhed indtraf under højtideligheden og teaterhistoriker Robert Neiiendam skrev om den dramatiske begivenhed:

”Ældet og svækket, men stærk i sin Kristentro og med sit dejlige Blik i Behold døde Fru Heiberg ved Juletid 1890 i sit 79. Aar.

Hendes Bortgang bevægede Tusinder. Alle havde noget at mindes eller sige Tak for.

Gribende var det, at en af de sidstlevende af Kammeraterne fra Balletskolen, Solodanser Ferdinand Hoppe, døde i Kirken ved hendes hvide Kiste.”

Johan Ferdinand Hoppe blev født i København den 3. januar 1815.

Han var søn af skræddermester Johan Ferdinand Hoppe og Charlotte Amalie Schandorph.

Han viste tidligt evner for dans og blev i 1827 elev på Det Kongelige Teaters Balletskole, hvor han fik August Bournonville som lærer. 

Blandt balletskolens andre elever var, Louise Christine Rasmussen og Johanne Luise Pætges, de blev senere kendt som, Frederik VII’s hustru, Grevinde Danner, og teaterdirektør Johan Ludvig Heibergs hustru, Johanne Luise Heiberg.

Hoppe fik sin debut som danser 1834 i en pas de deux med Lucile Grahn-Young i ”Den Stumme i Portici”. (Lucile Grahn-Young var den første internationalt kendte danske ballerina og en af de populære dansere fra romantiske ballet æra.)


Lucile Grahn-Young litografi af John Brandard. Det Kongelige Bibliotek.


Han havde et smukt ansigt og udmærkede sig ved stor teknisk dygtighed, elasticitet og elegance, men da hans harmonisk byggede legeme var lille og spinkelt blev han kun sjældent helt og elsker i balletterne. Han gjorde sig til gengæld stærkt gældende som karakterdanser.

Ferdinand Hoppe var musikalsk og hans dans var frisk og mandig. Hans virtuositet vandt også anerkendelse på operaerne i Stockholm, Berlin, Wien, Paris og la Scala i Milano.

Han blev solodanser i 1838. Hans opgaver blev først og fremmest soloer og blandt hans roller var Alexis i ”Konservatoriet” og Carelis i ”Kermessen i Brügge” hvori han   dansede sidste gang den 10. januar 1866.

1863–83 virkede Ferdinand Hoppe som lærer på balletskolen.

Ferdinand Hoppe blev gift med Henriette Marthine Kirstine Allerup den 28. juli 1846 i Sankt Knuds Kirke i Odense.

Parret fik fem børn.

En datter født i Odense 27. juni 1847, døde udøbt dagen efter.

Christian Mathias Alfred Hoppe, født den 9. december 1848 i København. Han blev fotograf i Bergen, Odense, Fredericia, udvandrede til New York i 1892 og døde her den 3. oktober 1910. Han var ugift og arbejdede som dørmand da han døde.

Charlotte Christine Fernanda Hoppe, født den 24. august 1850 i København. Hun blev gift med fotograf Lars Dinesen i Odense og fik fire børn. Hun døde i 1883, 32 år gammel.

Rudolf Julius Ingolf Hoppe, født den 17. februar 1855 i København. Han blev maskinmester på S/S Harald. Døde på skibet den 21. december 1909 ved Dunkerque. Han var ugift.

Helene Johanne Mathilde Hoppe, født den 12. november 1867 i København. Hun ernærede sig som musiklærerinde.

Johan Ferdinand Hoppe døde den 27. december 1890 i Vor Frue Kirke. Han blev begravet på Assistens Kirkegård lørdag den 3. januar. Dødsårsag, hjerteslag.

Henriette Marthine Kirstine Hoppe døde den 4. august 1900 på Frederiksberg og blev begravet samme sted som sin ægtefælle.


Poul-Erik Pløhn

Kommentarer