Svend Aggerholm på Assistens Kirkegård

Foto, august 2018. Portrætfoto, Det Kongelige Bibliotek. Farveredigeret.


Mandag den 12. februar 1940 blev han fundet død i sin bolig i Skuespillerforeningens Hus på Bispebjerg, dødsårsag ukendt.

Fredag den 16. februar 1940 blev han begravet i familiegravstedet på Assistens Kirkegård.

Forud for dette lå en lang karriere som skuespiller og teaterdirektør.

Svend Aage Alexandre Reumert Aggerholm blev født den 19. januar 1875 i Aarhus.

 Forældrene var grosserer Mads Aggerholm og Antonia Elisabeth Ponsaing Reumert.

Han blev student i 1893 fra Borgerdydskolen i Helgolandsgade og året efter cand.phil.

Derefter var han ansat som huslærer på Fyn men han havde en drøm om at blive skuespiller og på sin 23 års fødselsdag i 1898, debuterede han på Dagmarteatret.

Svend Aggerholm var på Dagmarteatret i fire år og kom derefter til Folketeatret 1902-08 og til Det ny Teater 1908-10.

Han blev gift i Holstebro den 20. juni 1903 med skuespillerinden Ellen Abrahams.


Ellen og Svend Aggerholm. Farveredigeret.


Omkring 1910 rejste Ellen og Svend Aggerholm til London og optrådte med stor succes på forskellige teaterscener i London.

Verdenskrigen i 1914 satte en stopper for den engelske karriere og ved hjemkomsten til Danmark i 1914 dannede Svend Aggerholm sit eget teaterselskab, som turnerede i provinsen.


Ellen og Svend Aggerholm. Farveredigeret.


Svend Aggerholm debuterede på film i 1910 og medvirkede udelukkende i stumfilm produceret af Nordisk Film i perioden 1910-14. Han medvirkede i en enkelt tonefilm fra 1939 ”Den Gamle Præst”, filmen er genudgivet på DVD.

Han var direktør for Odense Teater i årene 1917-1921.

Fra 1922 rejste han landet rundt som Dickens-fortæller og gav på morsom og fantasifuld vis omkring 800 aftener med Dickens. I 1927 stiftede han Dickens Klubben i København.

1935–36 vendte tilbage til direktørposten ved Odense Teater men det blev en stor skuffelse både af personalemæssige og økonomiske grunde. Han gav op da der opstod interne konflikter og beskyldninger om diktatorisk magtmisbrug.

Svend Aggerholm forlod Odense nedbrudt og forgældet.


Svend Aggerholm. Det Kongelige Bibliotek. Farveredigeret.


Fra 1927 til 1940 var han inspektør med bolig i Skuespillerforeningens Hus på Bispebjerg.

Det var her han døde den 12. februar 1940.

Ellen Aggerholm døde på Sankt Hans Hospital den 11. april 1963. Hendes sidste bopæl var også Skuespillerforeningens Hus.


Ellen Aggerholm. Farveredigeret.


Parret havde en datter, Anne Dorthe, født den 14. oktober 1914.

Svend Aggerholm var fætter til Det Kongelige Teaters store skuespiller, Poul Reumert.


Poul-Erik Pløhn

Kommentarer