Fælledvej 12, Nørrebros ældste bygning



Foto ca.1900. Københavns Museum. Farveredigeret.

 

Bagermester Frederich Peter Schlötzer var i starten af 1800-tallet en af Nørrebros store grundejere.

29.august 1793 blev han som 35-årig gift med den kun 16-årige pige, Marie Kirstine Welding.

Parret slog sig ned på Nørrebroe 4B, fra 1806 matrikel 40 og adressen er i dag Fælledvej 10. Her havde de bolig og bageri.

Parret fik to døtre, 4. september 1794, Anna Catharina og 27.juli 1798, Marie Lorentze.

Pigerne blev døbt i Trinitatis Kirke og blandt fadderne var murermester Heinrich Delffs og Frederik Høeg-Guldberg.

Frederik Høeg-Guldberg blev professor og flyttede til Barkmøllevej som senere blev til Guldbergsgade - opkaldt efter ham.

Brandkaptajn og murermester Heinrich Delffs, havde omkring år 1800 bygget det hus som i dag er Nørrebros ældste, Nørrebroe 3B-4C, ændret 1806 til matrikel 41A og i dag Fælledvej 12.

 21.december 1801 fik Frederich Schlötzer også skøde på denne ejendom.

16.august 1811 havde Schlötzer købt en grund på hjørnet af Jagtvej og Tagensvej, matrikel 171H, og her opførte han, sammen med tømrermester Jørgen Jørgensen, Jagtvejens Mølle. Efter få måneder blev han dog købt ud af Jørgensen der flyttede ind på møllen.


Jagtvejens Mølle på hjørnet af Jagtvej og Tagensvej. Ca. 1890. Farveredigeret.


Schlötzer havde bageri og bolig på Fælledvej 10 indtil sin død i 1836.

Hans hustru, Marie Schlötzer, fortsatte bageriet med hjælp af bagersvend Jørgen Gætje.

3. juli 1841 solgte hun ejendommen til garvermester Jacob Gætje og 26. juli 1852 overtog hans søn, bagermester Jørgen Ferdinand Gætje. 

Familien Gætje havde bageriet i flere generationer.

Den gamle bagergård i nr. 10 er for længst revet ned men huset i nr. 12 er heldigvis bevaret.



Fælledvej med Nørrebrogade i baggrunden anno 1880. Til venstre den gamle bagergård hvor først bagermester Schlötzer og siden bagermester Gætje havde bolig og bageri. Foto fra Københavns Museum. Farveredigeret.




Fælledvej anno 1904. Til højre lidt af nr.10 hvor bagergården lå. Farveredigeret.

 

Fælledvej 12 har haft mange ejere:

21. december 1801 bager Frederich Peter Schlötzer.

27. august 1804 murermester Heinrich Delffs.

Omkring 1806 garvermester Johan Heinrich Lindorff.

17. februar 1812 fik amtmand Frederik Thaarup skøde på ejendommen.



Amtmand Frederik Thaarup, en af de mange ejere af Fælledvej 12. Det Kongelige Bibliotek.



23. august 1813 købte kaptajn i Søetaten Bernhard Ulrich Middelboe.

12. august 1816 overtog grosserer Niels Gundestrup.

12. januar 1829 kammerråd Niss Peitersen.

31. januar 1831 købmand Frederik Ellertsen

21. marts 1859 forstmester Frederich Ferdinand von Wimpffen.

4. januar 1875 frøken Christiane Kempel. Frøken Kempel havde allerede i 1861 startet sin privatskole, Nørrebros Døtreskole, i ejendommen.

9. maj 1898 overtog Københavns Kommune ejendommen men Nørrebros Døtreskole fortsatte indtil 1908.

1912 flyttede Fælledvejens Skole ind i bygningen, skolen lukkede i 1985.

I dag har Mellemfolkeligt Samvirke til huse i den gamle bygning.

  

Lidt om skolerne der havde deres virke i ejendommen:

Nørrebros Døtreskole eksisterede fra 1861 til 1908. Her er en beskrivelse af skolen fra 1906:


Postkort 1908.


”Nørrebros Døtreskole er en højere Pigeskole og fører sine Elever gennem 11 etårige Klasser til den for Skoleundervisningen afsluttende Eksamen — alm. Forberedelseseksamen, til hvilken Skolen fik Dimissionsret 1885. Denne Ret er sidste Gang fornyet  i januar 1906.

De Elever, som ikke vil tage Eksamen, går ud af 9. Klasse, hvor den egentlige Barneskole har sin afsluttende Årsprøve.

Af den Elev, som vil tage alm. Forberedelseseksamen kræves det i Følge ministeriel Bekendtgørelse af 12. april 1895, at vedkommende i de sidste 3 År har deltaget fuldstændig i Undervisningen ved en eksamensberettiget Skole og deraf mindst de 2 sidste År ved den Skole, ved hvilken Eksamenen skal tages.

For at kunne indstille sig til Eksamen må vedkommende være fyldt 17 År inden første Maj. — Dog giver Ministeriet i særlige Tilfælde Fritagelse fra denne  Regel.

Deres Majestæter, Kong Frederik den Ottende og Dronning Louise, har allernådigst hver givet en Elev Friplads i Skolen.

Til Skolen er knyttet en Børnehave, der bestyres af Frøken Ingeborg Grauer.

Musikskolen ledes af Frøken Emilie Lysabild-Jensen, Elev af Professor G. Matthison-Hansen og Fru Agnes Adler.

Danseskolen ledes af Danser v. d. kgl. Teater Hr. G F. G. Uhlendorff.

Kunstflidsskolen ledes af Frøken Cecilia Goldschmidt og omfatter især Undervisning i Knipling, Vævning og Hedebosyning; endvidere i Læderplastik og Montering.”



 

 

Fælledvejens Værneskole blev oprettet i 1912 som filial til Maria Kirkeplads Værneskole. Skolen fungerede som specialskole (værneskole) og havde hjælpeklasser. Fra den 6. maj til den 13. juli 1945 blev skolen benyttet af de engelske tropper og senere af Frihedskæmpere.

Skolen blev nedlagt 1985.


Fælledvej 12. Foto februar 2016.


Fælledvej 12, gården. Foto februar 2016.


Poul-Erik Pløhn

Kommentarer