Historiske fortællinger fra Nørrebro.

 

Blegdamshospitalet

Blegdamshospitalet i starten af 1900-tallet. Foto, Valdemar Poulsen. Det Kongelige Bibliotek. Farveredigeret.

 

Den sidste store koleraepidemi ramte København i juni 1853. Byen havde på dette tidspunkt ca. 130.000 indbyggere, og lægerne brugte den behandling man altid havde brugt, åreladning, lavement og opkastning, hvilket kun forværrede sygdommen. Da epidemien ebbede ud i oktober 1853, var der blevet anmeldt 7.219 tilfælde, hvoraf 4.737 havde dødelig udgang.

Det gav anledning til et opgør med tidligere tiders dårlige vandforsyning, kloakering og hygiejne, og det blev gennembruddet for et organiseret sundhedsvæsen.

Byens styre diskuterede opførelsen et epidemihospital, men først i 1876 startede byggeriet og i 1879 kunne man tage Blegdamshospitalet i brug.

Hospitalets arkitekt var Vilhelm Friederichsen, grunden, der tilhørte Krigsministeriet, var den del af Blegdamsfælleden der lå bag Sankt Johannes Kirke, mellem Nørre Allé, Tagensvej og Blegdamsvej.

Hospitalet bestod af en række pavillonbygninger, så de smittede patienter blev spredt mest muligt.

Tegning af Blegdamshospitalet. Ukendt kunstner, Det Kongelige Bibliotek. Farveredigeret.

Over indgangen på Blegdamsvej sad hospitalets vartegn, Vilhelm Bissens ”Athene, der værger sine børn mod pestgudens pile”. Gudinden var udstyret med skjold og lanse, og hendes skræmte børn søger ly bag hendes skørter. (Skulpturen er bevaret på Københavns Museum.)

Blegdamshospitalet. Foto, Frederik Riise, ukendt årstal. Københavns Museum. Farveredigeret.

Beboerne i kvarteret var noget ængstelige over den nye nabo, og sognepræst ved Sankt Johannes Kirke, pastor Frimodt, ville gerne have lægernes ord på at smitten ikke kunne nå den nærliggende befolkning, ikke mindst de tre skoler på Nørre Allé, Sankt Hans Torv og Blegdamsvej, som dagligt blev besøgt af kvarterets mange børn. For at berolige dem flyttede hospitalsborgmester, Carl Emil Fenger, sit embedskontor til hospitalet.

Blegdamshospitalet. Ukendt fotograf og årstal, Det Kongelige Bibliotek. Farveredigeret.

Hospitalet blev omgivet af et højt rækværk med tjørnebeplantning, ligeledes blev der plantet træer og især Magnoliatræerne foran hovedindgangen var populære når de hvert forår stod med deres store blomster.

Hovedindgangen med Magnoliatræerne. Foto, Holger Damgaard. Det Kongelige Bibliotek. Farveredigeret.

Hovedindgangen med Magnoliatræerne. Foto, Holger Damgaard. Det Kongelige Bibliotek. Farveredigeret.

Hospitalet skulle anvendes som epidemihospital for akutte, smitsomme sygdomme såsom kopper, tyfus, dysenteri m.m. Disse blev senere henvist til Øresundshospitalet, mens skarlagensfeber og difteritis fortsat blev behandlet på Blegdamshospitalet. Fra 1940 tog hospitalet sig af alle smitsomme sygdomme, og fra 1947 blev også patienter fra Frederiksberg og Københavns Amt med epidemiske sygdomme indlagt her.

På Blegdamshospitalet blev der også forsket i epidemiske sygdomme og fremstillet vacciner. Disse funktioner overgik til Statens Seruminstitut på Amager, da de åbnede i 1902.

Blegdamshospitalet, hovedindgangen. Foto, Frederik Riise, ukendt årstal. Københavns Museum.

En af de mest travle perioder i Blegdamshospitalets historie, var under den store influenzaepidemi, den såkaldte ”Spanske Syge”, der i efteråret og vinteren 1918 – 1919 hærgede i byen. Alle byens hospitaler måtte hjælpe til og flere steder måtte man tage telte i brug. Da sygdommen klingede af, lå antallet af influenza-relaterede dødsfald i Danmark på 15.000-18.000.

Børnestue på Blegdamshospitalet 1920'erne. Dansk Sygeplejehistorisk Museum.

Postkort. Egen samling. 

 

I 1952 ramte den største polioepidemi Danmark, hvor særligt København var hårdt udsat. Polioen angreb mest børn og unge, og de fleste blev indlagt på Blegdamshospitalet i København der i perioden juli til december 1952 behandlede 2.700 patienter med en gennemsnitsalder på 11 år.

866 havde lammelser af arme eller ben, og 316 havde lammelser af åndedrætsmuskulaturen, og kunne derfor ikke selv trække vejret.

I løbet af epidemien måtte Blegdamshospitalet tømme den almenmedicinske afdeling for at give plads til poliopatienter, og gradvis blev flere hospitaler i København også nødt til tage imod poliopatienter: Børnehospitalet Fuglebakken, Frederiksberg Hospital, Balders Hospital, Øresundshospitalet og Dronning Louises Børnehospital.

Der blev ansat 33 ekstra læger, 360 ekstra sygeplejersker og et stort antal medicin- og tandlægestuderende til at håndventilere patienter med åndedrætslammelse. I alt blev lønkontoen i 1952 overskredet med 2 millioner kroner, svarende til over 32 millioner kroner i dag.

I alt 348 mistede livet, fordi sygdommen lammede deres åndedrætsorganer. Hundreder fik varige mén af sygdommen.

Blegdamshospitalet blev ved denne epidemi verdenskendt for indførelsen af respiratorbehandling til bekæmpelse af åndedrætslammelse.

En sygeplejerske betjener håndventilationsudstyret hos en dreng med polio. Dansk Sygeplejehistorisk Museum. Farveredigeret.

Stuegang på afd. 31 Blegdamshospitalet. Dansk Sygeplejehistorisk Museum. Farveredigeret.

Med til historien om polioepidemien hører også historien om ”Blegdammens Rose”.

Rosa Abrahamsen var 26 år gammel og mor til to små børn da hun blev hårdt ramt af polio i 1952. I over 5 år var hun indlagt på Blegdamshospitalet. Hun lå i jernlunge (den tids respirator) og havde kun førlighed i højre arm og to fingre på venstre hånd.

Rosa Abrahamsen skrev fra sit sygeleje på Blegdamshospitalet to digtsamlinger, ”De store skibe” og ”De gyldne timer”.

På grund af sit ukuelige livsmod var hun elsket af alle, ikke bare på Blegdamshospitalet, men i hele landet og hun fik tilnavnet, "Blegdammens Rose".

Rosa Abrahamsens historie rørte alle, og var medvirkende til en omfattende poliovaccination af den danske befolkning i 1955-56. Danmark var det første land i verden, der kunne tilbyde skolebørn i de fem første skoleklasser gratis poliovaccination. Senere udvikledes en forbedret vaccine, der kunne indtages på et stykke sukker. Det sidste tilfælde af polio i Danmark blev registreret i 1976.

Rosa Abrahamsen døde i 1964, kun 38 år gammel.

 

” Blegdammens Rose” Rosa Abrahamsen. Wikimedia Commons, Conni Abrahamsen. Farveredigeret.

 

31. august 1970 blev den sidste patient med kopper indlagt på Blegdamshospitalet.

Kopper var tidligere en frygtet sygdom som kostede mange liv. I starten af 1800 - tallet, fandt man dog en effektiv metode til behandling af sygdommen – vaccination. Fra 1810 blev koppevaccination påbudt i Danmark som en slags indirekte tvang, idet man ikke kunne komme i skole, blive konfirmeret, gift, få en læreplads eller blive soldat, uden en koppeattest.

I 1970 var hele den danske befolkning vaccineret, og alle troede at sygdommen var udryddet, men pludselig dukkede koppesygdommen op fra Afghanistan, hvor en norsk medicinstuderende var blevet smittet.

De læger og sygeplejersker der skulle tage sig af den syge nordmand, blev isoleret i den pavillon, hvor patienten lå, og de kom først derfra igen flere uger efter patientens død den 21. september 1970. Efter dødsfaldet blev de holdt i isolation, indtil man var sikker på, at de ikke også udviklede koppesygdom

Kopper er meget smitsomt, så der gik derfor et kæmpe arbejde i gang med at opspore de personer patienten havde været i kontakt med op til indlæggelsen, og det var mange.

Man fandt 589 mennesker, der potentielt kunne udvikle koppesygdom. For at huse dem, slog Forsvaret og Civilforsvaret en teltlejr op på Blegdamshospitalets grund.

Hvert telt blev indhegnet og afspærret, og alt materiale til og fra teltet blev anbragt ved afspærringen. Alt inde fra teltet skulle desinficeres med formalin. De isolerede opholdt sig i op til 17 døgn i teltlejren, men heldigvis udviklede ingen af dem sygdommen.

Teltlejr på Blegdamshospitalet 1970. Dansk Sygeplejehistorisk Museum. 

 

Blegdamshospitalet blev udvidet flere gange, den første store udvidelse foregik i 1883-88.

1917 opførte man en etageejendom, der skulle bruges som sygeplejerskeboliger. Den blev udbygget i 1938 og fra 1969 til 1999 havde Danmarks Sygeplejerskehøjskole lokaler i bygningen.

Ejendommen, der ligger på Nørre Allé 6, huser i dag Collegium Juris - studieboliger, og er den sidste rest af Blegdamshospitalet.

Nørre Allé 6, engang sygeplejerskeboliger, nu kollegium. Eneste bygning der er tilbage fra Blegdamshospitalet. Foto, september 2021.

Bagsiden med haven og sidefløjen. Foto, september 2021.  

 

I 1939 blev hospitalet udvidet med en øreafdeling og i 1942 kom en røntgenafdeling til. En selvstændig børneafdeling blev oprettet i 1955.

I slutningen af 1940erne og i 1950erne blev Blegdamshospitalet udvidet med flere afdelinger. Fra den 1. april 1948 blev 120 pladser inddraget til en permanent medicinsk afdeling og den 1. maj 1955 blev 126 pladser taget i brug til en børneafdeling.

Pr. 1. april 1969 flyttede Blegdamshospitalets børneafdeling til nyindrettede lokaler på Rigshospitalet.

I 1974 blev Blegdamshospitalet nedlagt men flere af hospitalets funktioner fortsatte indtil 1978, hvor de flyttede til det nybyggede Rigshospital. Bygningerne blev revet ned for at give plads til Panuminstituttet.

Oplysninger fra bl.a. Dansk Sygeplejehistorisk Museum.

Hospitalet set fra Blegdamsvej. Foto fra Dansk Sygeplejehistorisk Museum. Farveredigeret.

Poul-Erik Pløhn