Petersminde


Foto, 1926 Det Kongelige Bibliotek. Farveredigeret. 

Den lave ejendom på Nørrebrogade 216, til venstre for jernbanen, er den sidste rest af gården ”Petersminde”.

På den anden side af Nørrebrogade (hvor Elgiganten nu ligger) lå en anden gård, ”Pedersdal”, begge gårde var i starten af 1800-tallet ejet af renteskriver Peter Feddersen.

Huset på billedet er opført omkring 1860, på dette tidspunkt var ejeren af Petersminde høker Christen Nielsen Estrup Sundby og adressen, Lygtevej 36. 

Petersminde var en stor ejendom med beboelseshus med høkerbutik, tre andre beboelseshuse, stald, svinehus og latrinbygning, omkring 80 mennesker havde deres bolig her.

 


”De forenede Hvide Vare Forretningers Fabrik af Dækketøier, Dreiler og Linnedvarer (Vett, Wessel & Fiala fra Illustreret Tidende 1876”. På tegningen ser vi bagsiden af huset på Nørrebrogade nr. 216. Til højre på tegningen ses ”Petersmindes” gamle bygninger fra 1700-tallet. 
 

 I 1875 købte dampvævermester Joseph Fiala, Theodor Wessel og Emil Vett, Petersminde, med det formål at anlægge et dampvæveri. Væveriet skulle forsyne Wessel og Vetts Magasin du Nord butikker med linned.

I 1887 flyttede væveriet til Landskronagade på Østerbro, det lukkede i 1955. Petersminde forsvandt i slutningen af 1890’erne, kun bygningen ud mod Nørrebrogade overlevede.

Før gården fik navnet ”Petersminde” støder man på et par andre navne, ”Nissendal” og ”Mester Jokums Gaard”.

Ejer af gården i slutningen af 1700-tallet var, blegemester og voxlysfabrikatør Andreas Nissen, navnet "Nissendal" må være efter ham.

 ”Mester Jokums Gård” kan være navngivet efter blegemester Joachim Hannoch, han var ejer af en ejendom på stedet i starten af 1700-tallet.



Februar 2017. 



Et kig fra Superkilen mod Nørrebrogade og den lave ejendom i nr. 216. Huset blev opført i starten af 1860’erne og er den sidste rest af det gamle landsted ”Petersminde”. Foto, januar 2018.


Poul-Erik Pløhn

Kommentarer