Kjerstine Hveysel på Assistens Kirkegård



Farvefoto, maj 2018. Foto, Rømø Lokalarkiv.

 

Kjerstine Hveysel, kommandørdatter fra Rømø. 11.juli 1811 – 13. marts 1878.

 

Bag en smuk gravsten, med både hvalfangerskib og grønlandshval, gemmer sig historien om en kvinde der levede hele sit liv på Rømø, men alligevel fik sit sidste hvilested på Nørrebros Assistens Kirkegård.

Kjerstine Marie Hansdatter Carl blev født på Rømø torsdag den 11. juli 1811.

Hendes forældre var kommandør(kaptajn) Hans Hansen Carl og Nicoline Kjerstine Mortensen.

Livet i kommandørboligen kan ikke have været kedeligt, ti børn fik Hans og Nicoline Carl, desuden havde Hans fire børn fra et tidligere ægteskab.

Hans første hustru, Anna Jørgensdatter, døde 32 år gammel i 1801.

Carl-slægten var Rømøs mest kendte hvalfangerslægt, med otte kommandører i løbet af 116 år.

Det var for det meste hollandske eller tyske skibe, som brugte mandskab fra Rømø.

Hvalfangsten foregik i Nordatlanten og ved Grønland, og skabte stor velstand til Rømø.

Grønlandsfarten kunne dog godt være farlig.

En katastrofe indtraf i 1777 da tretten skibe blev knust af isbjerge. Mere end 200 søfolk omkom, blandt dem adskillige fra Rømø.

Efter katastrofen aftog Grønlandsfarten, og efter en kort opblomstring i 1800-tallet gled den efterhånden ud.

Det sidste hvalfangerskib med en Rømø- kommandør var fregatten ”Tidselholt” af Flensborg.

Peder Svendsen Carl førte skibet indtil året 1859, til sidst var det dog kun sæler der blev fanget.

 

Kjerstine var 19 år da hun i 1830 blev gift med styrmand Martin Seehus Hveysel.

Parret fik to børn, Charlotte og Niels, inden Martin Hveysel døde den 9. august 1840, han blev kun 38 år.

Allerede året efter blev Kjerstine gift igen, denne gang med sin afdøde ægtemands bror, snedkermester Peter Hveysel.

Sammen fik de fire børn, Line, Petrea, Hans og til sidst August. Kjerstine var 48 år da hun fødte August i 1859.

1859 blev Kjerstines ældste datter, Charlotte Amalie, gift med styrmand og senere kaptajn, Ludvig Christensen Kræmer.

Ludvig og Charlotte flyttede i 1873 fra Rømø til Rosenvængets Allé 7 på Østerbro i København.

Det var under et ophold her, at Kjerstine Hveysel døde onsdag den 13. marts 1878.

Hun blev begravet på Assistens Kirkegård søndag den 17. marts 1878 fra Frederiks Tyske Kirke (i dag Christians Kirke) på Christianshavn.

Hendes datter og svigersøn, Charlotte og Ludvig Kræmer fik otte børn. Charlotte døde i 1880 da hun fødte sit niende barn, barnet døde en uge senere.

1883 blev Ludvig Kræmer gift igen, denne gang med Line Hveysel, Charlottes yngre søster.

Kjerstines mand, Peter Hveysel, døde på Rømø 1895, halvfems år gammel.


Kjerstine og Peter Hveysel med deres yngste barn, August. Ca. 1870. Rømø Lokalarkiv. Farveredigeret.


Poul-Erik Pløhn

Kommentarer