Jens Bang og Graverboligen på
Assistens Kirkegård.
En af
Nørrebros ældste, og vel nok ejendommeligste bygninger, Graverboligen på
Assistens Kirkegård, blev i 2010 flyttet og pakket forsvarligt ind af
Metroselskabet.
Ti år senere
blev bygningen atter pakket ud og flyttet tilbage til sin oprindelige plads til
glæde for de mange der havde savnet den smukke og specielle bygning
Det var
læge, arkitekt og viceborgmester Jens Bang der i 1805 foreslog og lavede
tegningen til graverboligen.
Den skulle
indeholde fire værelser og køkken til graveren og et ligkammer hvor kisterne
kunne opbevares indtil graven var klar.
Bangs
forslag blev vedtaget men selv om byggeriet gik i gang med det samme var man
først færdige i 1808, efter Bangs død. Englændernes belejring af København i
sommeren 1807 var skyld i at Jens Bang ikke nåede at se sin graverbolig blive
indviet.
Den pompøse
indgang med bue og søjler var desværre ubrugelig. Afstanden mellem søjlerne var
for snæver så kisterne kunne komme igennem men der var ikke plads til dem der
skulle bære.
Bagsiden af graverboligen. 1898,
Københavns Museum.
Ligstuen
blev derfor sjældent brugt og i 1823 blev den ombygget så graveren kunne bruge den som stadsstue.
Det var nu
ikke kun til bolig at bygningen blev anvendt graverne drev også handel med
blomster som kirkegårdens besøgende kunne købe og lægge på gravene. Beværtning
til begravelser, eller blot til familiens søndagsudflugt, kunne også klares.
I løbet af
1800-tallet forfaldt bygningen. Fundamentet var for dårligt og grunden meget
fugtig så begravelsesvæsenet foreslog at rive bygningen ned. Der var en del
strid om dette men det endte heldigvis med at graverboligen blev renoveret i
1900.
Bygningen
blev indrettet med materielrum og værksted, der blev indrettet et nyt udhus med
vaskerum og frokoststue til kirkegårdens ansatte og en lille have og havestue.
Graverboligen den 21. august 1823. Tegning af Ole Jørgen Rawert.
Foruden
graverboligen, har Jens Bang også lavet tegningen til et af kirkegårdens mest
specielle gravmonumenter, nemlig Johannes Wasserfalds på afdeling D.
Johannes Wasserfalds monument, udført af billedhugger Nicolai Dajon, efter Jens Bangs tegning. Foto, april 2018.
Manden bag
graverboligen, Jens Bang, fik naturligvis sit sidste hvilested på Assistens
Kirkegårds afdeling C.
Jens Bang
fødtes i København 1. august 1737.
Forældrene
var, renteskriver og kammerråd Jens Jensen Bang og Mette Holmsted Schuurmann.
Jens Bang
var et utroligt alsidigt talent.
Efter
skolegangen kom han på Københavns Universitet hvor han studerede medicin. Han
viste stor dygtighed i anatomi og havde også talent for tegning.
Samtidig
kastede han sig med så stor energi over bygningskunsten og i løbet af få år
(1760–65) vandt alle Kunstakademiets fire medaljer.
Også som
kobberstikker viste han sig at have fremragende evner.
1773 tog han
den medicinske eksamen, og var en tid medhjælper på Frederiks Hospital. Derefter
var han i nogle år læge ved Næs jernværk i Norge og 1776–1801 ved Sorø akademi,
fra 1788 tillige distriktskirurg for Sorø amt.
1797 blev
Jens Bang medlem af Videnskabernes Selskab, og 1788 æresmedlem af Kunstakademiet.
1801
udnævntes han til viceborgmester i København, med sundhedsvæsenet under sig.
1803 blev
han medlem af sundhedskollegiet, var desuden medlem af forskellige vigtige
bestyrelser og kommissioner, direktør for Københavns Fattigvæsen og endelig 7.
juni 1805, professor i anatomi ved Kunstakademiet.
Jens Bang
døde den 25. februar 1808.
Graverboligen. Foto, juli 2022.
Poul-Erik Pløhn






Kommentarer
Send en kommentar