Frederik Høegh-Guldberg på Nørrebro


Frederik Høegh-Guldbergs villa i Guldbergsgade. Tegning, ukendt ophav.


          Frederik Høegh-Guldberg, ca. 1815. Udsnit af maleri af F.C. Gröger.         Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg.


 

Guldbergsgade på det sted hvor Frederik Høegh-Guldberg havde sin bolig i starten af 1800-tallet. Foto, juli 2019. 

 


Han boede en årrække i denne kendte og populære gade på Nørrebro, en gade som i dag bærer hans navn og en gade som er helt speciel for undertegnede – her er jeg født og opvokset.

Omkring 1805 fik købmand Hans Jessen opført en ejendom på matriklerne 103A og 104A Udenbys Klædebo Kvarter.

12. februar 1810 fik professor Frederik Høegh-Guldberg skøde på ejendommen, der nu var ændret til matriklerne 65 og 67.

Adressen er i dag Guldbergsgade 10 men indtil 1858 hed vejen Barkmøllevej efter Barkmøllen (Lille Blegdamsmølle) der lå overfor Høegh-Guldbergs villa.

Et andet navn man har brugt, var Lille Blegdamsvej.

Oprindeligt stoppede gaden ved Møllegade, men blev siden forlænget til kaptajn Conrad Robertus Meinungs ejendom ”Wilhelmines Lyst ” der lå omtrent hvor Meinungsgade løber ud i Guldbergsgade.  

Omkring 1915 blev gaden forlænget helt til Tagensvej.

Frederik Høegh-Guldberg gav navn til gaden og senere til, Guldbergs Plads, Guldbergs Have, Guldberg Skole, Guldberg Byplads og gennem årene flere butikker og et værtshus.

Frederik Høegh-Guldberg blev født i København den 29. marts 1771.

Han var søn af statsmand, teolog og historiker, Ove Høegh-Guldberg og Lucie Emmerentze Nørlem.

Han havde syv søskende, men to døde som spæde, og en blev kun elleve år.

Frederik Høegh-Guldberg blev student i 1790, og 1797, lektor i dansk ved Blågård Seminarium.

De første år på Nørrebro boede han hos bager Abraham Borup der havde sit hus og bageri på hjørnet af Nørrebrogade og Møllegade.

Abraham Borup fæstede ejendommen på Nørrebro 23. juni 1790. Han arbejdede som haarskjærer (frisør) men blev senere bager. 25.september 1811 købte han ejendommen. Familien Borup fortsatte bageriet på Nørrebrogade i flere generationer.

1803 blev Høegh-Guldberg ansat som lærer for arveprinsesse Caroline. Året efter blev han udnævnt til professor. Han opgav sin stilling på Blågård Seminarium og fulgte med hoffet, der under Englandskrigene opholdt sig i Kiel.

1810 flyttede Høegh-Guldberg til Nørrebro med sin hustru, Marie Cathrine Bilsted og deres tre børn, Ove Emmerich, Jacobe Eline og Hans Jørgen Christian.

Fra 1812 førte han tilsyn med den lille ”Blegdamsskolen” der lå på 12. blegdam, tæt ved professorens hjem.

1813 blev han lærer i dansk ved Artillerikadet-instituttet i København, en stilling han havde indtil 1830. Fra 1830 til 1836, var han tilknyttet den militære højskole.

Ved siden af sin undervisning, var Høeg-Guldberg en flittig forfatter. Han skrev til flere tidsskrifter, skrev og oversatte bøger og fik fire skuespil opført på Det Kongelige Teater.

Da H.C. Andersens kom til København, tog Frederik Høegh-Guldberg sig venligt af den unge digter, læste dansk med ham og støttede ham med pengehjælp.

Frederik Høegh-Guldberg døde den 20. september 1852 - han blev begravet på Holmens Kirkegård den 25. september.

Ejendommen i Guldbergsgade, der bestod af forhus, baghus, sidehus i haven og stald, blev solgt den 23. januar 1832 til musiklærer Johan Diderik Ibsen.

22. februar 1858 købte grosserer, bly og skifferdækkermester Heinrich Wilhelm Wesche ejendommen.

24. februar 1879 dampmøller Mads Mortensen. Mortensen var ejer af den store dampmølle, Store Blegdamsmølle, der lå i Møllegade.

Bygningerne blev lejet ud og i 1880 boede her 30 mennesker fordelt på tre familier:

Premierløjtnant Frantz Bülow med familie.

Arkitekt og professor Ove Petersen med familie. Ove Petersen var en fremtrædende arkitekt der bl.a. var med til at tegne Det Kongelige Teater.

Karoline Elise Tybjerg med familie. Hun var enke efter arkitekt Christian Tybjerg som færdedes i kredsen omkring H.C. Andersen, idet hans søster Henriette var gift med Edvard Collin.

Edvard og Henriette Collin var blandt H.C. Andersens bedste venner og alle tre blev begravet i samme gravsted på Assistens Kirkegård

1914 ønskede familien Edvard og Henriette Collins gravsten flyttet til familiegravstedet på Frederiksberg Ældre Kirkegård.

Deres jordiske rester blev dog ikke flyttet så de så de tre nære venner befinder sig stadig her på Nørrebro.

Huset, hvor Høegh-Guldberg boede, blev revet ned i 1880’erne og Dronning Louises Asylselskab opførte et børneasyl på grunden i 1888.

 

Til slut skal jeg lige nævne en kronprins der i sine unge dage ofte besøgte Guldbergsgade og spillestedet Rust.

Siden blev han gift og far til fire og fra søndag den 14. januar 2024 er han konge og statsoverhoved for Danmark, Grønland, Færøerne og Nørrebro.


Poul-Erik Pløhn

Kommentarer