Historiske fortællinger fra Nørrebro.

 

Frederik Dreier på Assistens Kirkegård.

Han bliver i dag kaldt ”Danmarks første socialist” men var forud for sin tid og fik en alt for tidlig død.

 “Arbeidet er det som frembringer alle Værdierne, men Arbeiderne selv nyde kun godt af en forholdsviis ringe Deel af disse... Arbeiderne ønske at erhverve en gunstigere stilling, men ved at udfries af den skadelige Afhængighed, hvori de staae til en enkelt Klasse i Samfundet, den nemlig, som har Pengene i Hænde.”

Disse ord blev skrevet af en ung mand i 1849, han blev senere kaldt ”Danmarks første socialist”.

Frederik Henrik Hennings Dreier fødtes den 16.december 1827 i København.

Han var den ældste af advokat Vilhelm Henrik Dreier og Irma Vilhelmine Kleins tre sønner.

Faderen var assessor ved Hof- og Stadsretten i København. Frederiks barndom og ungdom blev overskygget af faderens sygdom. Han led af depressioner der udviklede sig til en psykose, ledsaget af religiøse vrangforestillinger.

1840, da Frederik Dreier var 13 år gammel, var faderen nødt til at opgive sin stilling. 1847 blev han indlagt på sindssygeanstalten i Slesvig, her opholdt han sig indtil sin død i 1865.

Faderens sygdom og selvmordstanker satte sit præg på Frederik Dreier der, selv om han oprindelig havde en kraftig statur, i sine sidste år var svækket af en ikke diagnosticeret sygdom og selv tidligt havde tanker om selvmord.

Frederik Dreier gik på Metropolitanskolen i København, og dimitteredes derfra til Københavns Universitet i 1844.

Han begyndte at studere medicin men fagstudiet trængtes imidlertid længe i baggrunden af hans interesser for en retskrivningsreform, fremmede sprog, matematik og naturvidenskab, filosofi og samfundsøkonomi.

1846 blev han alumne på Valkendorfs Kollegium hvor han snart fremstod som leder af en lille, yderst radikal studentergruppe.

Sideløbende med sin universitetsuddannelse udviklede han en omfattende filosofisk og politisk skriftlig virksomhed, der viste ham som en tænker, der var årtier forud for sin tid.

Han var en forløber for meget der skulle komme, især for den socialdemokratiske arbejderbevægelse.

Han afsluttede første del af den medicinske embedseksamen foråret 1853. Studierne havde været afbrudt af en deltagelse som underlæge i Treårskrigen 1848-50.

Marts-september 1849 var Frederik Dreier underlæge ved hæren med tjeneste i Assens og på ny juni-november 1850 på Tåsinge og derefter Haderslev.

De rædsler han så under krigen har muligvis inspireret ham til denne tekst:

”Kjærlighed til Fædrelandet er en hellig Pligt: for Fædrelandets Skyld ofrer den gode Borger med Glæde Alt, selv Livet; f. Ex. naar der er Fare for, at en Deel Mennesker ikke længer ville høre under Fædrelandet, ikke vil kalde deres Land efter Fædrelandets Navn, saa bør heller alle Borgere lade sig slaae ihjæl, end saadan Skjændsel skulde overgaae Fædrelandet. Det er nogle løierlige Griller."

Den 9. maj 1853 døde Frederik Henrik Hennings Dreier, han blev kun 25 år.

Dødsårsag: enten af et apoplektisk tilfælde, eller for egen hånd.

Dreier var ugift ved sin død men havde et kærlighedsforhold og samliv med den smukke og begavede guldsmededatter, Ida Caroline Aspasia Ekeroth.

De fik tre sønner, Charles Johannes (15.maj 1849), Carl Frederik Henrik (5.juli 1850) og Carl Gustav (27.november 1852). De udvandrede senere til Amerika.

50 år efter Frederik Dreiers død skrev Frederik Borgbjerg og C.E. Jensen i bogen ”Socialdemokratiets Aarhundrede”.

“ Saa tragisk endte – i sit 26de aar – dette ensomme geni, hvis ild endnu lyser ufordunklet af bøgernes støv og tidernes aske. Hans ideer var for tidligt fødte til at finde jordbund i datidens danske samfund; først en menneskealder senere var tiden vokset op i højde med dem. Så meget beundringsværdigere er fremsynetheden hos denne »vilde fugl med falkeblikket og det skarpe næb«, som Georg Brandes kalder ham.”

 

Foto, november 2018. Portræt malet af Carl Rudolph Fiebig.

Poul-Erik Pløhn