Vincenzo Galeotti på Assistens Kirkegård

 

Et billede, der indeholder bygning, byggematerialer, sten, udendørs

Automatisk genereret beskrivelse

Foto, februar 2018. Portræt, Carl Viertel, Hofteatret.

 

  

Han var skaber af den danske ballet og elskede sine solodanserinder.


Vincenzo Galeotti er den danske ballets egentlige skaber og i de over 40 år han var dens leder skabte han grundlaget for hvad man i dag kan kalde verdens ældste ubrudte ballettradition, en tradition der videreførtes af August Bournonville og mange senere balletmestre.

Vincenzo Galeotti blev født 5. marts 1733 i Firenze. Hans fødenavn var Vincenzo Tomasselli.

1759 nævnes han første gang som solodanser under navnet Galeotti på en plakat fra San Morse teatret i Venezia. Senere optrådte han på Teatro San Benedetto hvor han 1765 blev balletmester.

Han blev balletmester ved flere venezianske teatre inden han i 1769 kom til Londons Kings Theatre, Haymarket.

Vincenzo Galeotti kom til København og blev leder af Den Kongelige Ballet i 1775. 1781 fik han dansk statsborgerskab og blev ansat som balletmester på livstid.

I tiden frem til 1816 hvor Galeotti fungerede som balletmester, formåede han at skabe stor interesse om balletten og at give den en ledende position ved teatret.

Balletten blev en selvstændig kunstart og ikke blot afvekslende indslag i andre forestillinger.

Han var et kærligt menneske, især overfor sine solodanserinder, og til flere havde han et kærlighedsforhold.

En af disse, teatrets helt store stjerne, solodanserinde Anna  Margrethe Schall, fik også sit sidste hvilested på Assistens Kirkegård.

1812 blev Galeotti ridder af Dannebrog og i 1814 blev han udnævnt til professor.

Hans ca. 48 balletter blev opført mere end 2000 gange. Derudover komponerede Galeotti 16 mindre pantomimer og leverede danse og optog til 25 skuespil.

Galeotti optrådte selv i mimiske roller helt frem til 1811. Man kunne bl.a. opleve ham  som Lorenzo i Romeo og Giulietta. Han var da 78 år, men optrådte „med apostolisk  Værdighed".

Vincenzo Galeotti døde 16. december 1816 i København, 84 år gammel.

Dødsårsag: ”indvortes svaghed”.

Han blev begravet på Assistens Kirkegårds afdeling G, 23. december 1816.

 

 Poul-Erik Pløhn

Kommentarer