Historiske fortællinger fra Nørrebro.

 

Ludvig Christian Warburg på Assistens Kirkegård

 

Foto, november 2025. Portræt, ukendt ophav.

 

Ludvig Christian Warburg, strømpefabrikør

Født den 5. september 1785 – død den 16. januar 1836

 

Warburg-familien var blandt de mest markante jødiske handels- og industrifamilier i København i 1700- og 1800-tallet. Med Ludvig Christian Warburg som central figur udviklede familien en betydningsfuld strømpefabrik, der satte sit præg på byens erhvervsliv og sociale historie.

 

I løbet af 1700-tallet åbnede Danmark gradvist op for større religiøs og økonomisk frihed for jødiske indvandrere. Kongelige tilladelser gav portugisiske jøder mulighed for at drive handel, hvilket bidrog til et blomstrende jødisk handelsmiljø i København.

Juda Leb Warburg, søn af overrabbineren Aaron Cohen fra Warburg i Westphalen, kom til Danmark i 1746.

Han grundlagde samme år en mindre handelsvirksomhed med uldvarer og strømper i København. 1752 blev den udvidet med et stømpevæveri. 

I 1776 købte Warburg-familien ejendommen St. Færgestræde 41, som i dag er kendt som Højbro Plads 3.

 

Efter den store brand i 1795, der også ramte familiens ejendom, flyttede de midlertidigt til Kronprinsensgade, hvor de boede i tre år.

 

Staten ydede et lån på 2800 rigsdaler til genopførelse af den nedbrændte bygning, mod at ejeren rykkede huset tilbage fra gadelinjen for at udvide det smalle stræde.

 

En udgravning i 1913 har vist, at husets mure tidligere gik længere ud i St. Kirkestræde. Ejendommen står stadig, som den blev ombygget dengang, med smalle rum og lav trappegang.

 

Ifølge Vejviseren fra 1798 havde Aaron Warburg på dette tidspunkt butik på hjørnet af St. Kirkestræde og Ny Amagertorv, altså Højbro Plads. I 1799 havde stedet det gamle husnummer 41.

 

Familien havde hovedkvarteret her i næsten 100 år, indtil slægten uddøde.

Aaron Warburg blev gift to gange med døtre af Moses Wessely fra Wesel. Efterkommere fortsatte virksomheden og spillede en aktiv rolle i byens handelsliv.

Flere familiemedlemmer konverterede senere til kristendommen.

Ludvig Christian Warburg blev født den 5. september 1785. Han blev døbt i Garnisonskirken i 1809, 24 år gammel. 1807 blev han optaget i familievirksomheden. Efter faderens død fik han borgerskab, og ledede fabrikken der nu havde nu 12 væve i drift.

Ludvig Christian Warburg

 

I 1811 deltog Warburg i et borgerbal, hvor han mødte Maren Schou, datter af brændevinsbrænder Schou. Han blev forelsket, og i 1812 blev de gift.

Maren Schou overdrog sin andel i en modeforretning til sin kompagnon, Stine Lynge. Stine Lynge blev senere opfordret til at hjælpe med opdragelsen af Warburgs syv børn.

Hun fulgte opfordringen og blev til sin død alle børnenes trofaste »Stine«. Hun blev 40 år gammel.

Maren Warburg født 21. juni 1791 – død 29. december 1838

 

I 1817 fik Warburg en engelsk kompagnon, D. Hamm, og fabrikken flyttede til Blegdammen 118.  

Forhuset, der havde en stor have og strakte sig til Sortedamsøen hvor de havde en bådebro, blev samtidig familiens sommerresidens.

 

Fabrikken på Blegdamsvej. Det Kongelige Bibliotek

 

I 1834 trådte sønnen Christian ind i virksomheden, som nu skiftede navn til L. C. Warburg & Søn.

Allerede den 16. januar 1836 døde L. C. Warburg, kun 51 år gammel. Hans hustru ledede herefter virksomheden videre med hjælp fra sønnen og en gammel medarbejder, Boye.

Efter Warburgs død anmeldte hans hustru til skifteretten, at han efterlod sig syv børn:

Christian Arnhold, Henriette Marie Louise, Emil Frederik Wilhelm, Edward Carl, Ludvig Albert, Caroline Amalie og Harald Hans Waldemar.

Godt to år senere, den 29. december 1838, døde moderen, og de syv søskende stod nu forældreløse. 

Begge forældre blev begravet på Assistens Kirkegård. Selv da børnene blev ældre, holdt de fast i traditionen med at besøge forældrenes grav på både fødsels- og dødsdage. På denne måde ærede de forældrenes minde og viste deres stærke sammenhold og respekt for familien.

Den ældste søn, kun 25 år gammel, var usikker på fremtiden, men søsteren Henriette opmuntrede ham, og sammen tog de ansvar for deres yngre søskende.

 

 

 

Lidt om de syv søskende:

Christian Arnhold (22. april 1813 – 22. juli 1895)

Han arbejdede med stor flid og dygtighed i forretningen.

En optegnelse fra 1847 viser at fabrikken havde 56 væve i gang, 1 fabriksmester og 47 svende, 2 drenge, 3 daglejere, 38 kvindelige arbejdere, dublerere, polere, lysgarnsvindere o. s. v.

Der blev samme år produceret 2477 dusin varer, deraf omtrent 2150 dusin par strømper, det øvrige var trøjer, benklæder o. s. v.

 

Henriette Marie Louise (13. maj 1815 – 4. februar 1902)

Hun var som en mor for sine søskende, en smuk og myndig dame.

 

Emil Frederik Wilhelm (18. maj 1817 – 11. marts 1886)

Sognepræst i Svendborg. Søndag den 7. marts 1886 besvimede han på prædikestolen og fire dage senere døde han.

 

Edward Carl (7. juni 1819 – 5. april 1900)

Skibsreder.

 

Ludvig Albert (5. juni 1821 – 26. marts 1886)

Sognepræst, senere provst i Holmens Kirke.

 

Caroline Amalie (15. september 1822 – 25. februar 1905)

Hun blev den længstlevende og fik den vemodige skæbne at sidde alene tilbage mellem alle minderne i det gamle hjem på Højbro Plads,

 

Harald Hans Waldemar (25. maj 1825 – 31. juli 1897)

Også kaldet ”Smukke Warburg) han ledede særlig fabrikkens drift.

 

 

Alle syv søskende blev født i huset på Højbro Plads. De levede i et nært og kærligt fællesskab, som varede indtil døden, skilte dem ad. Ingen af dem blev gift og ingen fik børn.

 

 

Familien havde jo ingen børn så de forkælede i stedet deres lille hund »Bissemand«.

Den var særligt glad for én bestemt slags kager – Jødekager – som blev købt hos en kone, der sad i porten til Seidelins gamle ejendom på Amagertorv 11. En dag opdagede konen, at kagerne faktisk var til en hund, og fra den dag nægtede hun at sælge flere. Hvad værre var, »Bissemand« ville ikke spise andre kager, for ingen andre smagte ham.

Da »Bissemand« døde, blev den svøbt i et sort lagen, og tjenestepigen ”Gamle Marie” fik til opgave at køre den i droske ud til Assistens Kirkegård, hvor den blev begravet. Efterfølgende kom der aldrig en ny hund ind i huset.

Hvert år til jul modtog hver af de fem søskende en lille gave fra »Bissemand«, sandsynligvis for at mindes familiens trofaste ven og den glæde, den havde bragt dem.

”Bissemand” familien Warburgs elskede hund

Da den sidste af de syv søskende var død, blev den efterladte kapital, ca. 2 millioner kroner, samlet under et legat ”Det Warburg'ske Legat”

Renterne herfra skulle uddeles til velgørende arbejde, f.eks. til Diakonissestiftelsen, menighedspleje og andre filantropiske virksomheder.

Inventar fra den gamle lejlighed på Højbro Plads blev doneret til Frederiksborg Museet.

Gennem deres engagement i erhvervslivet, deres sociale liv og de stærke familiebånd blev Warburg-familien et symbol på integration og fællesskab i det københavnske samfund. Selvom ingen af de syv søskende fik børn, lever deres arv videre i de bygninger, traditioner og minder, de efterlod. Deres historie minder os om, at familier kan sætte dybe aftryk – ikke kun i deres samtid, men også for kommende generationer.

 

 

 

Kilde, "Den WARBURG'ske Forretning gennem 175 Aar" af M. Johansen og Det Kongelige Bibliotek.

 

Poul-Erik Pløhn